Heste

Foreningerne føler sig klemt

Reduktion i aktivitetstilskud skaber frustrationer og vrede

Sportsrideklubben har fået lagt nyt tag på den store ridehal - efter så stor en udgift gør de manglende 21.000 kroner i tilskud ondt, siger formand Preben Reinholdt. Foto: Kim Dahl Hansen

Sportsrideklubben har fået lagt nyt tag på den store ridehal - efter så stor en udgift gør de manglende 21.000 kroner i tilskud ondt, siger formand Preben Reinholdt. Foto: Kim Dahl Hansen

FREDERIKSHAVN:Når krybben er tom, bides hestene, siger man. Krybben ér tom og det går ud over samtlige foreninger og klubber i Frederikshavn Kommune, der trækkes i aktivitetstilskud for andet halvår af 2006. Hovedårsagen er et ekstraordinært tilskud på 374.000 kr. til Frederikshavn Rideklub. Som tidligere omtalt betyder det for eksempel, at Sportsrideklubben Lerbæk mister 21.000 kroner i aktivitetstilskud. - Det svarer nogenlunde til det overskud vi i heldigste fald kan få på efterårets tre stævner, hvor forældre og andre frivillige knokler i tre weekender. Penge, som vi skulle have brugt til en ny hest til handicapridning. Nu skal vi i stedet bruge dem til at lukke hullerne med, siger Preben Reinholt. Unfair ja, men ... Formanden for Frederikshavn Ungdoms Fællesråd, Henrik Carlsen, medgiver, at det er uheldigt, at aktivitetstilskudspuljen bruges som buffer, når der opstår ekstraordinære situationer med bygninger og lokaler. Han mener, at den optimale løsning ville være, at der i stedet oprettes en beredskabspulje, som træder til ”ved naturkatastrofer, hvor forsikringen af en eller anden grund ikke dækker”. Som det er i dag rammes alle klubber solidarisk. Når det er sagt, har FUF-formanden ikke den store lyst til at kaste sig ind i kampen. - Man skal vælge sine krige med omhu og i det aktuelle tilfælde er der ingen vej udenom. Loven siger, at Fokeoplysningsudvalget skal udbetale pengene til rideklubben og der er ikke andre steder at tage dem fra. Henrik Carlsen peger på, at flere klubber, blandt andet Sportsrideklubben Lerbæk, de seneste år har øget deres kommunale tilskud betragteligt. - Og da der kun er den samme ramme, betyder det, at andre klubber har fået mindre, siger Henrik Carlsen. Han henviser til stigende huslejeudgifter, der har betydet tilsvarende stigning i kommunens lokaletilskud. - Desuden vælger stadig flere foreninger at betale sig fra rengøring og tilsyn, omkostninger, som vi ifølge Folkeoplysningsloven også skal give tilskud til, siger FUF-formanden. Preben Reinholt mener, at FUF-formanden skyder forbi målet: - Når vores tilskud er steget, skyldes det, at vi har øget aktiviteterne. Huslejen har stået stille, selv om der for eksempel er kommet nyt tag på Lerbæk Hovedgård. Man kan påstå, at det er et lille beløb i den store sammenhæng, men det er netop marginalerne, der gør os i stand til at lave noget fremadrettet arbejde. Vi kæmper benhårdt og vender hver en femøre. Det er i det lys, man skal se vores kritik, siger Preben Reinholt. Kultur- og fritidsudvalget har sagen på dagsordenen på torsdag.