EMNER

Foreningsliv i forandring

- Foreningerne skal være indstillet på helt nye tider, siger FUF-formand Henrik Carlsen

Henrik Carlsen - er på valg som formand for FUF på aftenens repræsentantskabsmøde, som holdes i Skærum Aktivitetshus. Arkivfoto: Martin Damgaard
Henrik Carlsen - er på valg som formand for FUF på aftenens repræsentantskabsmøde, som holdes i Skærum Aktivitetshus. Arkivfoto: Martin Damgaard

FREDERIKSHAVN: Faldende børnetal og fraflytning fra kommunen får store konsekvenser for kommunens foreningsliv.

Det er budskabet, når foreningsparaplyen, Frederikshavn Ungdoms Fællesråd, FUF, onsdag holder repræsentantskabsmøde i Skærum Aktivitetshus.

- Vi lever i en tid med stor omskiftelighed, der er en massiv fraflytning fra kommunen og ikke mindst fra de fleste landsbyer. Det giver store udfordringer, og vi er nødt til at tilpasse fritidsfaciliteterne, siger FUF-formand Henrik Carlsen.

Nødvendig øvelse

Han har selv stået i spidsen for den store fritidsfacilitetsundersøgelse, en kortlægning af fritidsfaciliteterne, som er et vigtigt værktøj i det videre arbejde.

- Vi kommer til at vælge og fravælge i de kommende år. Kun ved at optimere brugen af faciliteter kan vi frigøre sparsomme midler til aktiviteter, og derudover skal der skaffes midler til at gøre ofte nedslidte faciliteter tidssvarende og indbydende, siger Henrik Carlsen.

Kommer til at gøre ondt

Hans budskab til foreningerne, er, at det kommer til at gøre ondt, men at det er en nødvendig øvelse.

- Ting som gennem generationer er bygget op, er ikke længere attraktive og i brug. Nye generationer er ikke villige til at tage over og lægge samme energi i mursten og bygninger som før.

- Det kan gøre rigtig ondt at skulle sige farvel til lokaler, som gennem tiden har været levende rammer for børn og unges opvækst og aktiviteter. Men børnene er væk, unge familier er flyttet, skolerne er lukket, og faciliteterne står misligholdte og forladte hen. Vi må gøre op med den måde, midlerne fordeles på, siger FUF-formanden, der med glæde har noteret, at det nye byråd er klar til at arbejde videre i det spor.

- Sammen kommer vi til at sætte navn på områder, hvor det vil gøre ondt og berøre mange følelser, siger han og understreger, at udviklingen sker nedefra, og at foreningslivet ikke hægtes af.

FUF-formanden er på valg i aften og villig til en periode mere.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden