Foreslår at starte et BKG her i Thisted

Ligesom musiktalenter udvikles igennem MGK, kan kreative talenter udvikles gennem BGK, siger billedkunstner og kunstformidler.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Stine Vium er elev på BGK i Holstebro, hvor hun af Thomas Wolsing fik opgaven at lave et kunstværk med hama-perler. Resultatet blev dette billede, der er uden titel, men har hentet sin inspiration i kama sutra.

- Jeg synes, at det kunne være en god idé at starte et BGK her i Thisted. Det jo et spørgsmål om at skabe nogle institutioner og tilbud, der er attraktive her på egnen. Ordene kommer fra billedkunstneren og kunstformidleren Thomas Wolsing, der for fem år siden slog sig ned i Thy, og som de seneste tre år én gang om ugen har undervist på Billedkunstnerisk GrundKursus (BGK) i Holstebro. Det var en folketingsbevilling fra 2006, der i finansårene 2007-09 satte gang i BGK 10 steder ud over landet med en støtte på 50 pct. Fra 1. januar i år er det kommunernes ansvar, men i Holstebro fortsætter tilbuddet, der er rettet mod de 16-årige som et tilbud, der ligger på niveau med det mere kendte MGK - altså Musikalsk GrundKursus, og ligesom dette har til formål at udvikle unge talenter med henblik på, at de kan forberede sig på en videregående uddannelse. I dette tilfælde ikke på konservatoriet, men på alle mulige former for kreative uddannelser, fastslår Thomas Wolsing - f.eks. billedkunst, arkitektur, design og film: - Ud over at udvikle et talent hjælper kreative fag, der i dag er presset i både folkeskolen og gymnasiet, de unge med afklaring og modning som personer. BGK er et treårigt forløb, hvor man går til undervisning tre timer om dagen tre dage om ugen i skoleåret. I Holstebro kører BGK i regi af Holstebro Kunstmuseum og holder fysisk til på Jens Nielsen og Olivia Holm Møller Museet, hvor den årlige elevudstilling også afvikles. Eleverne har et atelier til rådighed, og her modtager de vejledning og undervisning af tre-fire fasttilknyttede lærere plus en række gæstelærere - alle professionelt arbejdende kunstnere, ikke nødvendigvis professionelle undervisere. Der er i dag 23-24 elever på BGK, men i starten var der langt færre. Hver elev betaler årligt 8000 kr. til materialer. - Både Holstebro og Aalborg, hvor der også er et BGK, er for langt væk at køre til tre gange om ugen, hvis man bor i Thy. Derfor synes jeg, at Thisted Kommune skulle overveje at starte et BGK her, siger Thomas Wolsing, der gerne er med, hvis ideen fænger.