Forfald tiltrækker

Tommas Jørgensen, 30 år, er med på Børglum Udstillingen for første gang. Men det er absolut ikke første gang han udstiller, for hans cv fortæller om mange udstillinger rundt om i landet.

Tommas Jørgensen, Aalborg, var med for første gang på Børglum udstillingen. Han kan godt lide at male forfaldet. Foto: Henrik Louis

Tommas Jørgensen, Aalborg, var med for første gang på Børglum udstillingen. Han kan godt lide at male forfaldet. Foto: Henrik Louis

I Børglum viser han en række billeder af forfald med inspiration i en gammel, nedlagt fabrik. - Jeg har taget udgangspunkt i Kaas Paketfabrik udenfor Moseby, som har været lukket i 50 år. Jeg har taget en masse billeder, som jeg maler og maler videre på. Nogle gange har jeg fokuseret på vinduer, andre gange på håndtagene, fortæller Tommas Jørgensen. Han stammer fra Brønderslevkanten, men bor i dag i Aalborg. De sidste to år har han været medlem af Nordjyllands Kunstnerværksted i Aalborg. Han har en læreruddannelse, men vil meget hellere male. - Jeg arbejder ikke på fuld tid som lærer, for jeg vil gerne leve af at male. Det kan man også, hvis man indretter sig. Men de senere år har det været meget svært, selvom meget tyder på, at det er ved at vende, lød det optimistisk fra den unge Børglum-debutant. Han er langt den yngste blandt udstillerne på Børglum Udstillingen, som har eksisteret i 28 år. En enkelt har været med altid og andre har også været særdeles trofaste, men udstillingen har også forstået at forny sig undervejs. I alt fem var helt nye i Børglum-sammenhæng i år.