Forfatningsdomstol afviser erstatning i sag om nazi-massakre

BERLIN:Tysklands forfatningsdomstol afviste i en kendelse torsdag et krav om erstatninger til en græsk landsby, hvor 300 indbyggere i 1944 blev ofre for en af nazisternes krigsforbrydelser. Massakren blev begået af en SS-gruppe i landsbyen Distomo den 10. juni 1944. Angrebet var ifølge nazisterne hævn for et partisanangreb. Overlevende sagde, at SS-styrken var gået fra dør til dør og havde spiddet nyfødte børn på deres bajonetter og skåret fostre ud af gravide kvinder. Landsbyens præst blev halshugget. - Massakren var en af de mest afskyelige forbrydelser under Anden Verdenskrig, sagde dommer Eberhard Rinne, men tilføjede, at moralske eller humanitære aspekter ikke kan spille ind på vurderingen af sagen på grundlag af lovens begrænsninger. Pårørende til ofrene har tidligere fået afvist dres krav ved andre retsinstanser i Tyskland og ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomtol. /ritzau/