FORFATTER[LF @Rubr.20.note:Lov mod tvangsægteskab - myndigheder spiller fallit

KØBENHAVN:Østre Landsret sendte tirsdag et meget stærkt signal ved at kende samtlige tiltalte familiemedlemmer i Ghazalasagen skyldige. Men myndighederne har svigtet den dræbte pige, og politikerne i Folketinget bør nu tage skridtet og forbyde arrangerede ægteskaber, siger forfatter og jobkonsulent Mohammed Rafiq, der selv har pakistanske rødder. - De danske myndigheder har spillet fallit i den her sag, fordi de ikke formåede at undgå drabet på Ghazala. Hun var helt alene med sit problem, siger Mohammed Rafiq. Han mener, at et forbud mod ikke blot tvangsægteskaber, men også mod arrangerede ægteskaber vil forhindre nye sager om æresdrab. Hvis arrangerede ægteskaber forbydes, får forældrene ifølge Rafiq sværere ved at legitimere, at de blander sig i, hvem børnene gifter sig med. - Hvis du forbyder arrangerede ægteskaber i Danmark, sender du et stærkt signal til forældrene om, at det vil samfundet ikke acceptere. Derved vil børnene være mere fredede. De kan sige: Jeg har lov til at finde den, jeg vil, uden at I skal blande jer i det. Ellers vil forældrene stadigvæk bruge indirekte tvang ved hjælp af psykisk pres på pigerne, siger Mohammed Rafiq. /ritzau/