Forfatter og supermor

Mette Julin, Bopæl: Blommevej, Pandrup, Arbejde: Forfatter plus Abonnementsservice på diverse magasiner og ugeaviser. Fritid: Forfatter, mor og stor tilhænger af The Simpsons.

Litteratur 27. december 2010 05:11

Nytåret giver altid anledning til at se tilbage på det forgangne år og frem mod det nye. NORDJYSKE Stiftstidende har benyttet lejligheden til at stille nedenstående spørgsmål til folk fra Jammerbugt Kommune, for hvem år 2010 var noget ganske særligt. Vi lægger ud med Mette Julin, Pandrup, som debuterede som forfatter med romanen "Sandheder & Løgne". Navn: Mette Julin Bopæl: Blommevej, Pandrup Arbejde: Forfatter plus Abonnementsservice på diverse magasiner og ugeaviser. Fritid: Forfatter, mor og stor tilhænger af The Simpsons! - Hvad vil du huske år 2010 for? 2010 var et år, hvor utrolig meget positivt er sket i mit liv. Bedst vil året blive husket for min debutroman, der kom ud i april, og jeg flyttede ind i et lille rækkehus med min søn. - Hvad vil du gerne glemme fra år 2010? Jeg synes ikke rigtig, jeg har haft nogle dårlige oplevelser. Men jeg vil rigtig gerne glemme snehelvedet i januar/februar, selv om jeg synes december har gjort et godt forsøg på at hive disse minder frem - og så vil jeg gerne glemme min søns mellemørebetændelser. - Hvad er status lige nu på det, du beskæftiger dig med? Jeg har fået rigtig meget positiv feedback på min bog, så lige nu arbejder jeg på efterfølgeren. Det er en større opgave, end jeg havde forestillet mig. Forlaget havde advaret mig om, at en 2'er altid er sværere at skrive end en 1'er, og de har helt ret! Til den første bog er der jo ikke de samme forventninger fra læserne og mig selv som til en opfølger. Men jeg brænder rigtig meget for den lille familie, jeg skabte i "Sandheder & Løgne" og ser det som en udfordring at føre historien videre og håber jeg selv (og forlaget) ender med at blive tilfreds med resultatet - jeg er i den grad min egen største kritiker. Så selv om hele historien - bortset fra slutningen - sådan set er skrevet ned, så skal jeg lige gennemredigere, rette, tilføje og slette en 15-20 gange, inden jeg helt står inde for den. - Hvad håber du at få ud af år 2011? Jeg vil rigtig gerne se fortsættelsen til "Sandheder & Løgne" i boghandleren men ved også af erfaring, at vejen er lang og sej fra et word-dokument til et færdigtrykt eksemplar. Og så vil jeg helt sikkert i gang med en ny bog - jeg skal bare lige beslutte mig for, hvilken af mine idéer jeg skal hellige mig i næste projekt. Desuden har jeg længe været fortaler for, at vi får en legeplads til små børn på markedspladsen i Pandrup. Det kunne være rart at have et sted at tage hen med sønnike i weekenden, hvor der også er mulighed for at møde andre småbørnsforældre. Og så tror jeg generelt det ville være godt for dagplejemødrene i byen, at de kunne have sådan et centralt samlingspunkt i sommerhalvåret, for lige nu er der ikke noget, der decideret henvender sig til de helt små (0-6 år). - Hvad er dit nytårsforsæt? Ikke rigtig noget. Jeg burde måske svare, at jeg hver dag vil løbe 10 km og leve af gulerødder, men jeg er også realistisk. Jeg har aldrig helt set idéen i at skulle love sig selv en hel masse, blot fordi et nyt år starter. Som en klog person en gang har sagt, så er hver dag jo den første i resten af dit liv, så hvorfor ikke bare prøve at gøre de fejl gode torsdag, som du begik onsdag? Skulle jeg endelig nævne noget, så har jeg tabt mig ca. 10 kg siden i sommer, så mit mål må nok være at holde dette vægttab - og så selvfølgelig arbejde målrettet mod mit mål som fuldtidsforfatter og supermor.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...