Forfatter vender tilbage

Lars Thielemann, der kommer fra Aars, holder bogforedrag i barndomsbyen

På bibliotekerne i Vesthimmerlands Kommune lå der onsdag en nyhed: De besøgende kunne snuppe et dugfrisk program for det kommende halve år - en spændende sæson for både børn og voksne spændende fra for de mindste til bog-foredrag om en hjerneskadet pige. - Der er rigtig meget at vælge imellem. For de mindste er der både musik, teater, film og leg på programmet. Disse arrangementer foregår på hverdagsformiddage og henvender sig især til daginstitutioner, men forældre og bedsteforældre er også meget velkomne med deres børn, oplyser biblioteksleder Lisbeth Arent, Aalestrup. Som noget nyt viser Farsø Bibliotek film for børn i skolealderen to eftermiddage om måneden. Temaet for voksenarrangementerne er "Haver", som belyses i tre meget forskellige lysbilledforedrag. Der lægges ud med foredraget "Min have kommer fra hele verden", hvor pensioneret stadsbibliotekar Peter Birk fortæller om, hvordan han på sine mange rejser er blevet inspireret til en meget personlig havestil. Senere giver havearkitekt Laila Sølager tips til, hvordan haven bliver et grønt univers af sanselighed i foredraget "Vejen til din drømmehave", og i sidste foredrag viser havearkitekt Ellen Lærke Jørgensen eksempler på stemningsfulde terrasser i forskellige udformninger. - Der er også to bogaktuelle personer på programmet. I efteråret udgav Larz Thielemann, der stammer fra Aars, bogen "Sofies nye verden", der handler om hans datter. Sofie blev født med en hjerneskade, og Lars Thielemann fortæller om den lange og seje kamp for at give Sofie en værdig tilværelse, fortæller Lisbeth Arent. Forfatteren Inge Eriksen, der bor i Aalborg og har skrevet utallige bøger, artikler og anmeldelser, kommer også på besøg. Inge Eriksen, der lige nu aktuel med anden del af erindringsbogen "Brød og roser", vil i sit foredrag berette om et langt og indholdsrigt liv.