Forfattermøder i sofakrogen
Tid til snak og samtaler hos NORDJYSKE
Hvorfor skrev han, som han gjorde? Er hovedpersonen hende selv? Forfatteren bag bogen, der fanger, giver oplevelser, sætter tanker i gang hjemme i sofakrogen er i centrum, når festivalen Ordkraft torsdag slår dørene op til tre dages oplevelser på Nordkraft i Aalborg. Der bliver mulighed for at møde forfatterne, snakke, spørge, lytte, opleve digtere performe, lytte til oplæsning. NORDJYSKE Medier er med på festivalen. Overskriften er "Nordjysk Nyt". Indholdet en fortælling om, hvad nordjyske forfattere arbejder med, har i støbeskeen og på vej ud til læserne. Fortællingen begynder ved åbningen torsdag, hvor NORDJYSKE i en kombination af videooptagelser med nordjyske forfattere og live optræden på scenen i Kedelhallen tegner billedet af det, der tænkes og skrives rundt om på forfatternes værksteder. På scenen er blandt andet Hanne-Vibeke Holst, Mette Moestrup, Pia Grandjean Odderskov, Pablo Henrik Llambias og Marianne Jørgensen i samtale med journalisterne Charlotte Rørth og Lars Borberg. På videoen taler Niels Meredin med Peter Dyreborg, Knud Sørensen, Inge Eriksen og Pia Grandjean Odderskov. På NORDJYSKEs stand bliver der alle tre festivaldage mulighed for det nære møde med forfattere. Her er mulighed for en sofasnak over en kop kaffe og til at få stillet de spørgsmål, sagt de ting, man har tænkt hjemme i lænestolen, med bogen i hånden og ro til at lade tankerne flyve. Her er intet hastværk. På standens podie vil en række nordjyske forfattere i det lille steds mere intime atmosfære, fortælle, lade sig interviewe, læse højt. Knud Erik Pedersen vil læse op af endnu ikke offentliggjorte erindringer, Inge Eriksen vil fortælle om arbejdet med erindringsværk nr. to, Gorm Henrik Rasmussen og Bent Vinn Nielsen vil møde læserne i sofakrogen, Charlotte Rørth tager en snak med Knud Sørensen, Kim Leine, Trisse Gejl, Lisbeth Brun, og Lars Borberg taler med Peter Mouritzen og NORDJYSKEs mangeårige anmelder Jens Henneberg. Festivalens store program, der fylder scenerne i kedelhallen, Biffen, Skråen og Teater Nordkraft med oplevelser, rummer også mange forfattermøder. Hele programmet kan ses på www.ord-kraft.dk
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.