Forfatterskole i modvind får museumsdirektør som formand

Sidste år var Forfatterskolen gennem en turbulent periode med rektorfyring. Ny formand ser fremad.

Elisabeth Nøjgaard, der er direktør for Karen Blixen Museet og tidligere forlagsdirektør hos Gyldendal, er blevet udpeget som bestyresesformand for Forfatterskolen. (Arkivfoto)

Elisabeth Nøjgaard, der er direktør for Karen Blixen Museet og tidligere forlagsdirektør hos Gyldendal, er blevet udpeget som bestyresesformand for Forfatterskolen. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Forfatterskolen har fået ny formand i form af Elisabeth Nøjgaard, der er direktør for Karen Blixen Museet og tidligere forlagsdirektør hos Gyldendal.

Det oplyser Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

Forfatterskolen var sidste år gennem en periode med uro. Rektor Jeppe Brixvold blev fyret i oktober 2018, efter at 55 forfattere havde henvendt sig til skolen og krævet en undersøgelse af kulturen på skolen.

Samtidig blev der oprettet en whistleblowerordning. Efterfølgende kom der 43 indberetninger fra elever om chikane og krænkelser i perioden 1989-2018, skrev Berlingske i januar.

Forfatterskolen ansatte i august forfatteren Ursula Andkjær Olsen som ny rektor på skolen, efter at hun havde haft jobbet midlertidigt efter fyringen af den tidligere rektor.

Den nyudpegede formand, Elisabeth Nøjgaard, mener, at Forfatterskolen nu kan se fremad.

- Forfatterskolen har været igennem en turbulent tid. Med Ursula Andkjær Olsen som rektor er der skabt det bedste grundlag for, at skolen nu skriver sig ind i fremtiden, så den fortsat kan være en katalysator for nye, vigtige forfatterstemmer, sådan som der er en fornem historik for.

- Det glæder jeg mig til at være med til at udvikle sammen med rektor, den øvrige bestyrelse og dem, det hele handler om, forfatterne, siger Elisabeth Nøjgaard i en pressemeddelelse.

Hun afløser Bodil Marie Stavning Thomsen som bestyrelsesformand. Elisabeth Nøjgaard er udpeget for perioden 2020-2023.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.