Forfejlet debat om dansk velfærd

Udmeldingerne om efterløn og folkepension bliver alt for ofte i den offentlige debat gjort til et spørgsmål om at være for eller imod. Debatten mangler mere substans og burde egentlig inddrage flere ubesvarede spørgsmål, såsom: "Hvad var det oprindelige formål med velfærdsordningerne?" og "hvad stilles der i stedet for, hvis ordningerne ændres eller helt afskaffes?" Løsningen må være en samlet seniorpolitik i stedet for enkelte hovsaløsninger. Senest har statsminister Anders Fogh (V) i portrætbogen "I godtvejr og storm" åbnet muligheden for, at pensionsalderen skal rykkes i takt med, at middellevetiden vokser for at holde seniorer i længere tid på arbejdsmarkedet. Ældresagen har påpeget, at initiativet kun vil være relevant for et fåtal af seniorerne og mange vil være ledige, inden de når efterlønsalderen. Samtidig vil forslaget isoleret set også betyde, at udgifterne til efterlønsordningen vil eksplodere, hvis ikke ordningen strammes tilsvarende op. Beskæftigelsesminister Claus Hjort (V) har hidtil afvist, at Venstre vil røre ved efterlønsordningen. De Konservative har til gengæld efterlyst en samlet seniorpolitik, hvis de ældre skal overtales til at blive længere tid på arbejdsmarkedet, så Danmark ikke kommer til at mangle arbejdskraft, når de store årgange går på pension. Derfor drejer det sig både om at skaffe plads til de ældre på arbejdsmarkedet og en topprioritering af velfærdsudgifterne, herunder efterlønnen. Mange ældre giver udtryk for, at der ikke er plads til dem. Bliver de først ledige, har de svært ved at genvinde fodfæste på arbejdsmarkedet. Det er et indsatsområde, som politikerne skal tage alvorligt og som arbejdsmarkedets parter skal inddrages, hvis man mener det alvorligt. Politikerne skal give virksomheder og seniorer incitamenter til, at de ældre vil blive på arbejdsmarkedet, men regeringens tidligere besparelser på efteruddannelsesområdet viser, at opgaven endnu er langt fra at blive løst. Når spørgsmålet om efterlønnes fremtid banker på døren, er der kun få politikere, der tør tage bladet fra munden. Forløbet omkring efterlønsreformen i 1998 har forpestet debattonen, samtidig med at socialdemokraternes anklager om løftebrud har gjort, at partiet stadig ryster af skræk, når "efterlønnens fremtid" bliver luftet. Samme skræk er også bredt sig til partier som Venstre og Dansk Folkeparti, mens de Konservative synes at stå alene på Christiansborg med kravet om fundamentale ændringer i de nuværende velfærdordninger – herunder en afskaffelse af efterlønnen over 15-25 år. Intentionen med efterløn var, at nedslidte ældre kunne forlade arbejdsmarkedet tidligere og for at gøre plads til de dengang mange unge arbejdsløse. Dette billede er i dag totalt ændret. Det er nærmest blevet tale om en folkeret at gå på efterløn. Hvorfor skal velfungerende ældre til dels på skatteydernes regning kunne kvitte jobbet og bruge tiden på at spille golf, male sommerhus og rejse verden rundt op til flere gange? Hvor blev de gode intentioner af, at kun hjælpe de udbrændte og nedslidte? Efterlønnen er i stedet blevet politikernes aktive arbejdsmarkedspolitik, der gør folk passive og hvor justeringer er stærkt tiltrængte. Får man en dag mod til at ændre systemet, bør man tænke på, at folk har indbetalt til efterlønsordningen i håb om at få noget ud af den. Bliver den afskaffet skal man selvfølgelig tilbagebetale de indbetalte beløb og ikke gøre som med Den Sociale Pensionsfond: Bruge andre folks penge til finansiering af velfærdsydelser, bare fordi man ikke har mod til at tage de prioriteringer, der skal til for at vedligeholde og bevare velfærdssystemet. At de Konservative er de eneste, der tør tage debatten og komme med en helhedspolitik er ikke i sig selv bemærkeværdigt. Det er endnu mere besynderligt, at de andre ikke tør. Vil man bevare velfærdssamfundet, må man indrette det efter den tid, vi lever i. At gøre det modsatte synes som en grotesk tanke, men er ikke desto mindre tilfældet mange steder. Tro kan åbenbart flytte bjerge, når man vil være fri for ubehagelige beslutninger – især dem, der kan koste stemmer.