EMNER

Forførende fotomodeller

Sony T7 og Fujifilm Z1 er smukke og slanke. Men dur de til noget?

Det er svært at vælge mellem to så smukke modeller. Umiddelbart foretrækker vi den mørke: Z1 fra Fujifilm. Den er på størrelse med et spil kort - men endnu tyndere. Og de blanke flader med afrundet metalkant får næsten iPod til at virke billig. Man kan ikke røre ved dette kamera uden at kæle for det. Men så er der den lyse... Hvis Z1 er slank, er den sølvfarvede T7 fra Sony radmager. Målebåndet siger lige under én centimeter, hvilket gør T7 til verdens tyndeste zoom-kamera. Man kan næsten have det i tegnebogen. Formen er måske ikke helt så stilsikker som Z1, men det er vel smag og behag. I øvrigt fås den sølvfarvede Sony også i sort, ligesom den sorte Fujifilm fås i sølv. Så det skal ikke komme an på det. Trods størrelsen giver begge modeller et robust indtryk. De små metalhuse indgyder respekt, og knapperne er faste med god respons. Linsen beskyttes af et dæksel, der samtidig fungerer som afbryderknap. Når man skubber dækslet til side, tændes kameraet, og når man skubber det tilbage, har man både lukket og slukket. Stor skærm På T7 sidder knapperne til venstre for skærmen. Det kræver lidt tilvænning - og betyder, at betjeningen kræver to hænder. Z1 har et mere traditionelt arrangement, og modsat T7 kan zoomknapperne her betjenes med en finger på udløseren. Z1 ligger bedst i hånden - fordi der simpelthen er mere at holde om. Bag på begge modeller sidder en 2,5" skærm, som virker helt enorm på de små apparater. Sonys skærm er usædvanlig finkornet, så man let kan vurdere billedernes skarphed. Fujis skærm er knap så højopløst, men begge er klare og kvikke i opdateringen. I direkte sollys er det som altid svært at aflæse skærmen. Men man må gøre forsøget, for ingen af modellerne har optisk søger. Begge apparater er lynhurtige i optrækket. Der går højst et sekund, fra man tænder apparatet, til man er skydeklar. Den automatiske fokus er også kvik, og lukkerforsinkelsen er ubetydelig. I menuerne finder vi kun de mest nødvendige programmer til sport, portræt osv. Her giver konkurrenterne flere muligheder. Kreative pilfingre leder forgæves efter de fleste manuelle indstillinger. Men man kan da "skrue op og ned for lyset" (eksponeringskompensation). Og T7 tilbyder "bracketing", hvor et enkelt knips udløser tre billeder med forskellige eksponering, så man bagefter kan vælge det bedste. Z1 har færrest funktioner, men vi savnede egentlig kun en hjælpelampe til autofokusen. Naturstridigt Begge kameraer har 3x optisk zoom. Det virker helt naturstridigt, da de små objektiver aldrig bevæger sig ud af kamerahuset. Z1 har det mest anvendelige zoom-område (svarende til 36-108 mm), mens T7 er lovlig nærsynet (38-114mm). Hvis man fotograferer bygningsværker eller større forsamlinger, kommer man til at gå baglæns. Til gengæld er Sonys zoom blødere (med flere trin) og mere støjsvag end Fujifilms. Begge kameraer har en opløsning på 5,1 megapixel. Det skulle give mulighed for detaljerede udskrifter i stort format, men ingen kæde er jo stærkere end sit svageste led. Og gevinsten ved den høje opløsning udhules i nogen grad af andre svagheder. Man skal ikke forvente alverden fra ultra-kompakte zoomlinser, men vi blev alligevel lidt skuffede over testbillederne. Begge kameraer har en tendens til let grynede billeder. Nogle gange er billedstøjen næsten usynlig, og ved udskrifter i normal fotostørrelse er problemet ofte til at overse. Men det er der. Og skarpheden mangler også lige det sidste. Ser rødt Som mange andre Sony-kameraer har T7 en tendens til at overdrive den røde farve, men mange holder af det "varme" præg. Røde øjne er mindre populært - men ses hyppigt med begge kameraer, fordi linsen sidder så tæt på blitzen. Både farvebalancen og de røde øjne kan let rettes på pc'en. Det er lidt værre med to andre fejl, som er mest udtalte på Z1: Lyse partier brænder for tidligt ud i kridhvidt, og kameraet er meget udsat for lilla misfarvning langs lyse konturer (kromatisk aberration). Det sidste ses stort set aldrig på T7. Til gengæld klarer Z1 sig bedst ved høje ISO-tal (f.eks. i tusmørke). Ellers minder billederne fra de to apparater meget om hinanden. Det samme gælder video-optagelserne, der i begge modeller har en maksimal opløsning på 640x480. Det er akkurat nok til, at det giver mening at vise optagelserne på en tv-skærm. Og optagelsens længde begrænses kun af lagerpladsen. FujiFilm vedlægger et kort med sølle 16MB, mens Sony-kortet rummer det dobbelte. Begge dele er helt utilstrækkeligt i et 5-megapixel kamera. Det var bedre, om kameraerne blev solgt uden hukommelseskort, så man selv kunne vælge en passende kapacitet. Nu skal man alligevel ud og købe et større kort - og sidder så tilbage med et overskydende kort med så ringe plads, at man sjældent vil bruge det. Begge disse apparater kræver ret kostbare kort-typer ("Memory Stick Duo" til Sony og "xD" til FujiFilm). Batteriet er svagt punkt i begge kameraer. Modellerne er testet til at levere henholdsvis 150 og 170 skud pr. opladning - med en lille fordel til Fujifilm. Men andre kameraer holder dobbelt så længe. Form og funktion Opladningen er også en smule omstændelig. Z1 skal placeres i den medfølgende holder, der samtidig kan overføre billederne til pc'en eller vise dem på fjernsynet. Når T7 skal tømmes for billeder, må man tilslutte en lille plast-adapter med stik til pc og tv. Batteriet oplades uden for kameraet i den medfølgende lader. Det er ikke så bøvlet som det lyder. Og vi betaler gerne den pris for apparaternes slanke og helstøbte design. Batteriets begrænsede levetid tager vi også gerne med, for små kameraer kræver nu engang små batterier. Men så er der lige det med billedkvaliteten. Et større kamera til samme pris tager altså bedre billeder - primært fordi det har plads til et bedre objektiv. Så før du lader dig friste af T7 eller Z1, skal du gøre dig klart, at dit kamera nok vil trække flere beundrende blikke end dine billeder. Om det er acceptabelt, må bero på en individuel afvejning af form og funktion. Herefter er vi ude i et æstetisk valg, hvor vi ikke kan anbefale den ene model frem for den anden. Det er simpelthen en smagssag. Og for en god ordens skyld: Når Z1 og T7 er værst, er de stadig klasser bedre end selv de bedste mobiltelefon-kameraer. De nævnte billedfejl er heller ikke så grelle, at de kan gengives på avistryk. Mange vil sikkert mene, at billederne er gode nok. Og det er i alle tilfælde imponerende, at kameraer så kønne og tynde som disse overhovedet kan tage brugbare billeder.