Forført af Tosca

FILM "Tosca" Tøv ikke med at gå ind at se operafilmen "Tosca". Dette sagt af en mand, der ikke kan mange ord italiensk, og i samme forbindelse gerne vil komme med endnu en bekendelse. Indtil jeg så Tosca, mente jeg ikke, at opera for alvor kunne gribe nogen om hjertet. Jeg mener, hvem kan i timevis holde ud at høre skabagtige sangere synge replikker til hinanden, mens de forsøger at lege skuespillere og oven i købet gør det til massiv strygeropbakning. Men Tosca fik mit hjerte. Instruktøren Benoît Jacquots filmatisering af komponisten Puccinis "Tosca" er blevet en af den slags film, som selv et tonedøvt opera-analfabet sagtens kan få en stor oplevelse med. Det kræver blot, at du læner dig tilbage i biografstolen og slipper dit musiksnæversyn. Så får du leveret en højdramatisk, gribende historie, som også indrager elementer som politisk magtsyge, jalousi, had, tortur, demokrati kontra enevælde og selvfølgelig - glødende kærlighed. Vi er i Rom, hvor den frihedshungrende maler Mario er i gang med at fuldføre et større maleri i den smukke marmorkirke Sant' Andrea della Valle. Som model har han valgt en smuk fyrstinde, han belurende, mens hun bad ved foden af Madonna-figuren i kirken. Det bryder kæresten, den skønne Floria Tosca, sig ikke om, og hun kræver øjnene malet sorte, inden hun samme aften skal holde stævnemøde med Mario. Hvad hun ikke ved er, at Marios gamle ven, konsul Angelotti, skjuler sig i kirken efter at være undsluppet fra den gemene politikommissær, Scarpia. Denne udnytter en efterladt damevifte i kirken til at så skinsygens ætsende, men livskraftige frø i Florias hjerte, så hun uden selv at opdage det, bliver et nyttigt og livsfarligt våben i Scarpias jagt på sin politiske fjende. Og samtidigt kommer Marios liv også i fare. Mere vil vi ikke afsløre. For den erfarne operaelsker vil handlingen være kendt stof. Men for den, som skal ind at opleve "Tosca" for første gang, kan vi godt love en handling lige så farverig og banal som i en tegneserie fra Marvel Comics. Tempoet er højt og overraskende som i amerikansk actionfilm, men du slipper for en masse biljagter og umotiveret vold og blod. Ægteparret Angela Gheorghiu (Tosca) og Roberto Alanga (Mario) synger, så de fleste engle gerne gav en vinge eller to for at kunne gøre dem kunsten efter. Mens Ruggero Raimondis som Scarpia ikke alene gør det fremragende stemmemæssigt, men også på skuespilsiden overbeviser, som det gennemført usympatiske redskab han er for intolerant magt. Se ham sidde og spidde det blodrøde oksekød på sin aftensmadstallerken, og du ved, at den fyr vil ingen noget godt. Filmen klipper i korte sekvenser elegant tilbage til optagelserne med orkesteret, hvor vi ser sangerne uden kostymer arbejde intenst koncentreret, mens dirigenten Antonio Pappano vrider det bedste ud af drengekor og orkester. Musikken er indspillet på cd-rom som følger filmen og bliver båret til guddommelige højder af guddommelige musikere og sangere. Og så er der den ekstravagante blodrige billedside optaget on location i prægtige paladser og kirker. Med sangere og statister iført overdådige kostumer. Det er simpelthen et stykke overvældende operalagkage, du her får serveret. Med masser af saft og kraft og i stand til at tilfredsstille både øjne, øre og tanke. Hvad kan jeg sige andet end ... Guf løs! Bent Stenbakkenbent.stenbakken@nordjyske.dk "Tosca". Frankrig, Tyskland, Italien, 2001. Instruktør: enoît Jacquot. En time og 57 min. Fra u. 7 år. Premiere i Symfonien, Aalborg, søndag eftermiddag, herefter hver aften - også søndag - i Biffen, Aalborg.