Byggeri

Forfulgt af uheld

Der er ingen tvivl om, at andelshaverne i Gartnervangen har været meget uheldige, og at uheld undervejs i projektet næsten har stået i kø. Det slår Henning Lindholdt fra Kuben Byggeadministration A/S fast. - Vi har været projektansvarlige og andelshavernes garant i forhold til hele projektet, og vi synes, Kuben har levet op til den opgave. Meget af besværet og mange af uheldene skal forklares med, at hovedentrepenøren var uheldig i valget af underleverandører, så f.eks et tømrer-firma gik konkurs undervejs i byggeriet, siger Henning Lindholdt. Han understreger, at alle kræfter har været og fortsat er sat ind på at få byggeriet gjort færdigt, udbedret fejl og mangler og området efterladt, så det ikke er en byggeplads. Henning LIndholdt er ikke bekendt med, at jordkørsel i bebyggelsen kommer til at koste andelshaverne et meget stort ekstra-beløb i omegnen af en halv million kroner. Men han er til gengæld bekendt med, at hovedentrepenøren i bestræbelsen på at leve dere vare, andelshaverne har købt, også har måttet sluge en del ekstra udgifter på projektet. - Vi kunne ikke efterleve tidsplanen, men det glædelige er, at alle implicerede håndværkere arbejder på at gøre bebyggelsen færdig, og at ingen er rendt af pladsen, selv om så meget har drillet, siger Henning Lindholdt.