Forgænger kritiserer Fifa-præsident for storhedsvanvid

Fifa-præsident Gianni Infantino er i gang med at føre fodbolden et forkert sted hen, mener Sepp Blatter.

Gianni Infantino blev i 2016 valgt som præsident for Fifa. Forgængeren Sepp Blatter er ikke tilfreds med den kurs, Infantino har anlagt. (Arkivfoto).

Gianni Infantino blev i 2016 valgt som præsident for Fifa. Forgængeren Sepp Blatter er ikke tilfreds med den kurs, Infantino har anlagt. (Arkivfoto).

LAUSANNE:Præsidenten for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), Gianni Infantino, for nu kritik fra sin forgænger.

Sepp Blatter, der regerede Fifa fra 1998 til 2015, beskylder mandag i et interview sin efterfølger for at gøre fodbolden til en pengemaskine og for storhedsvanvid.

Infantino har blandt andet stået bag en udvidelse af mændenes VM fra 32 til 48 hold. Kvindernes VM er udvidet fra 24 til 32 hold, og klub-VM bliver også udvidet til en turnering med 24 hold.

- Det går ikke. Det er der ikke plads til, siger Sepp Blatter ifølge schweiziske medier i et interview med nyhedsbureauet Keystone-SDA.

84-årige Blatter beskylder også Gianni Infantino for at tale med de forkerte mennesker.

- I sin arrogance taler han ikke længere med præsidenterne i fodboldforbund, men med statsledere, siger han.

Det er efterhånden fem år siden, at Sepp Blatter under dramatiske omstændigheder forlod Fifa.

I forbindelse med præsidentvalget i 2015 stormede schweizisk politi på foranledning af de amerikanske myndigheder en række hotelværelser i Zürich med Fifa-topfolk.

Midt i det store kaos blev Sepp Blatter genvalgt som præsident, men fire dage senere meddelte schweizeren, at han var parat til at trække sig, så snart der var fundet en afløser.

Den på det tidspunkt magtfulde Fifa-leder fortæller, at han var under et stort pres fra de amerikanske myndigheder.

- De fortalte mig, at hovedet skulle væk.

- Så jeg stillede mit mandat til rådighed og pludselig anså det amerikanske justitsministerium ikke længere Fifa for at være en mafia-organisation, men mere som et offer, fortæller Blatter.

I USA er der senere ført retssager mod en lang række nu tidligere Fifa-folk, der er blevet dømt for blandt andet bestikkelse i forbindelse med salg af tv-rettigheder - dog ikke Blatter selv.

Sepp Blatter blev senere spærret af Fifas egen etiske komité på grund af en mistænkelig pengeoverførsel i 2011 til Michel Platini, der dengang var præsident i Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).

Både Blatter og Platini blev idømt karantæne fra alle fodboldrelaterede aktiviteter i otte år, men straffen er senere blevet nedsat.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.