Færdselsforseelser

Forgæves kamp for påkørt hund

En ung kvinde kæmpede mandag formiddag forgæves for at redde en ca. halvt år gammel hund af ukendt race efter en påkørsel på Stenhøjvej ved Stenhøj.

En af Falck-redderne fra Hjørring tog dette foto af den påkørte hund og Annemarie Nielsen, der tog sig af den, før den blev kørt på dyreklinikken i Gærum og aflivet.Mobilfoto

En af Falck-redderne fra Hjørring tog dette foto af den påkørte hund og Annemarie Nielsen, der tog sig af den, før den blev kørt på dyreklinikken i Gærum og aflivet.Mobilfoto

20-årige Annemarie Nielsen fra Lendum kom tilfældigt forbi og fik øje på den påkørte hund inde på en mark. Hvem der påkørte hunden, ved ingen, men Annemarie Nielsen stoppede straks op og satte sig ved hunden. Hun trak endda sin egen jakke af for at beskytte hunden mod kulde og sne, og mens de sad der, kom der tilfældigvis en Falckbil forbi med to reddere. De hjalp hende med at få hunden ind i bilen, hvorefter den blev kørt til Gærum Dyreklinik. Måtte aflives Selv om hunden hverken var chipmærket, øretatoveret eller bar hundetegn, så lykkedes det at få kontakt til ejeren af hunden. Den viste sig desværre at være så hårdt kvæstet i det ene bagben, at den efterfølgende måtte aflives. Falck-chef: Flot af hende - Nå, det er jeg da ked af at høre, lyder det fra Annemarie Nielsen, da NORDJYSKE fangede hende i en pause fra studierne på University College i Aalborg. Selv om historien ikke fik en lykkelig slutning, så opfordrer stationsleder Peder Mejlvang hos Falck i Hjørring til at give Annemarie Nielsen dagens skulderklap. - Det var utrolig flot af hende at stoppe og hjælpe hunden, siger Peder Mejlvang.