Forhåndsinteresse for nye lejeboliger

Fuld fart på byggeri af 20 lejligheder

SINDAL:Om kort tid indleder Sindal Boligselskab udlejningen af 20 nye almene boliger i Nørrelund, og selskabets formand Jens Ole Jørgensen regner ikke med at få problemer med at leje dem ud. - Der er godt nok ved at være mange leje- og andelsboliger og tomme huse i Sindal, men tendensen går mod, at folk hellere vil bruge deres tid på ferierejser og feriehuse og vil have mere tid i deres fritid end at passe eget hus og have, siger han. Der har været en del forhåndsinteresse for byggeriet, der ligger i et naturskønt område med lidt skovbevoksning, bakke og dale, og nogle er allerede blevet skrevet op. Men den egentlige udlejning starter først om tre uger. - Det bliver efter princippet den, der kommer først til mølle, får først malet, tilføjer Jens Ole Jørgensen. Halvdelen af de 20 boliger bliver trerums lejligheder på 84 kvadratmeter og til en månedlig husleje på 4.415 kroner. Dertil skal lægges et indskud på 18.400 kroner. Byggeriet indeholder syv torums lejligheder på knap 70 kvadratmeter, der koster 3.796 kroner om månede at leje. Her er indskuddet på 15.800 kroner. Endelig kan boligselskabet efterkomme tre familiers ønske om lidt mere plads, idet de tre sidste lejligheder på 100 kvadratmeter indeholder fire rum. Huslejen er på 5.130 kroner og indskuddet på 21.300 kroner. - Vi følger tidsplanen med byggeriet, og den 10. september holder vi rejsegilde. Sidst på året eller i januar måned kan beboerne flytte ind, oplyser Jens Ole Jørgensen. Boligselskabets nye afdeling i Nørrelund koster næsten 18 millioner kroner af opføre, hvoraf 91 procent finansieres gennem indekslån. De kommende lejeres indskud dækker kun to procent, mens de resterende syv procent ifølge loven finansieres gennem kommunelån. Det kommunale engagement i støttet byggeri er en væsentlig årsag til, at Sindal Kommune ikke har søgt om at få andel i 2003-kvoten for andelsboliger. Men det ser også ud til at interessen er til stede for at købe ustøttede andelsboliger med nye byggeprojekter i både Sindal og Astrup