Forhandler føler sig taget ved næsen

Efter tvivlsom handel risikere bilforhandler at miste tusindvis af kroner

HJØRRING:Brian Johansen hos Peugeot i Hjørring har det meste af foråret gået rundt og ærgret sig godt og grundigt. Ærgrelsen skyldes, at firmaet føler sig snydt af en mand fra Hirtshals, og nu risikerer forretningen at miste en mindre formue. Historien starter i februar i år, hvor manden kommer ind til forhandleren, hvor han ønsker at købe en bil, der skal bruges i et firma i Afrika. Manden fremviser et visitkort fra firmaet og et slags certifikat, som skal dokumentere, at han har myndighedernes blå stempel til at starte virksomhed i Ghana - et firma, der tilsyneladende ikke eksisterer. Men det ved man ikke i Hjørring, da man første gang møder manden. Forretningen gøres færdig, og firmaet bestiller bilen hjem, så den kan leveres. Men bilen - der har en værdi af 202.000 kroner, uden moms og afgifter, står stadig i Hjørring, og manden har ikke betalt en krone. - Han virkede yderst sympatisk og tillidsvækkende. Normalt, skal man lægge et depositum, hvis man skal købe en bil, der skal til udlandet, men manden var lokal, han var 65 år gammel, og der var ingen tvivl hos os om, at han var reel. Han opførte sig pænt, var veltalende og kom med nogle meget troværdige udtalelser, fortæller Brian Johansen. Falske garantier Der går et stykke tid, før det går op for Brian Johansen, at forretningen er blevet taget ved næsen, og i en periode håber man på det bedste. - Kunden fortæller noget med, at han har besvær med at få penge hjem fra virksomheden i Ghana, men det trækker hele tiden ud, og han har mange undskyldninger, fortæller Brian Johansen, der efterhånden bliver mere og mere betænkelig ved hele affæren. Da han ad omveje finde r ud af, at manden har en tidligere dom for tyveri og hæleri, ser han ingen anden udvej end at melde ham til politiet. I første omgang kan politiet dog ikke hjælpe, da sagen er en civilsag, som hører under fogedretten. - Men vi efterforsker stadig sagen med henblik på en eventuel sigtelse, siger vicekriminalinspektør Jens Erik Poulsen fra Hjørring Politi. Advarer andre Hos Peugot nærer man intet håb om nogensinde at se penge, og man risikerer nu et stort tab på bilen. Set i det berømte bakspejl, advarer Brian Johansen nu andre om manden. - Vi skulle selvfølgelig have grebet det anderledes an, men vi er blevet straffet for at behandle ham, som vi behandler vore andre kunder. - Nogle ville måske kalde jer naive - skulle I ikke have gjort det anderledes? - Jo, det skulle vi da, og vi frygter da også, at folk ryster på hovedet af os. Men vi fortæller det her for at advare andre mod manden, siger Brian Johansen. Afviser svindel Overfor NORDJYSKE afviser manden fra Hirtshals alle beskyldninger. -Jeg agter stadig at hente bilen. Det tager bare lang tid, fordi jeg skal have overført penge fra udlandet. - Men det skulle jo være sket i april, og nu føler bilforhandleren sig snydt? - Han vidste godt, at der kunne gå noget tid med at få pengene overført, og han må enten være fattig eller dum, når han opfører sig sådan, siger han. - Hvad siger du til, at du er blevet meldt til politiet? - Det er fuldstændigt latterligt, siger manden, der ikke ønsker, at kommentere sagen yderligere. Da der pågår en efterforskning i sagen har NORDJYSKEvalgt ikke at nævne mandens navn.