Forhandling bedre end magt

Iran.

Knap 60 år efter sprængningerne af de to eneste atombomber, anvendt i krig, over Hiroshima og Nagasaki, nærmer verden sig desværre den dag, hvor ikke kun stabile nationer med ansvarlige ledelser råder over nukleare våben. Under Den Kolde Krig levede vi konstant med risikoen for dommedag, udløst af Sovjetunionen og USA's vanvittigt store slagkraft. Dén risiko blev langt mindre, efterhånden som den virkeliggjorte kommunisme smuldrede væk. Lagrene er stadig store nok til at slå os alle ihjel flere gange - men risikoen for den krig er meget lille. Til gengæld kan de nye atommagter betyde nye farer. Israel har efter sigende haft nukleare våben i årtier, og de tjener først og fremmest til afskrækkelse. De arabiske lande, der stadig har udslettelse af den jødiske stat som erklæret mål - og dem er der nogle stykker af - skal vide, hvad de risikerer, hvis det lykkedes dem at udløse en atombombe over Israel. Og netop det mål, at ødelægge Israel, kan være drivkraften bag Irans drømme om at blive atommagt. USA og EU har valgt hver sin taktik for at hindre iranerne i at fremstille atomvåben. EU vil tilbyde hjælp til fredelig udnyttelse af atomkraft samt bedre handelsaftaler, mens USA uden de store omsvøb truer med at ødelægge de iranske forarbejdningsanlæg. Den hårdtslående taktik var effektiv mod Irak for en snes år siden, men det er den næppe i dag. Resulatet vil snarere blive øget risiko, for selvom det skulle lykkes at slå det iranske projekt i stykker, så vil andre lande eller grupper forstærke deres anstrengelser, optændt af øget had til USA. Vejen frem hedder samtale, samarbejde og overtalelse. Skal Irak være starten på en demokratisering og fredeliggørelse af de arabiske lande, og det skal det - så er det næppe særligt fremmende at true med den store stok.