Lokalpolitik

Forhandlingerne om kommunesammenlægning ligger i dvale

Kommunen forholder sig afventende, ind til borgerne har fortalt, hvad de vil

SEJLFLOD:Mens borgerne i Sejlflod Kommune debatterer kommunesammenlægninger, ligger forberedelserne stille på rådhuset. - Kommunalbestyrelsen har besluttet, at de vil høre borgerne, før de tager en beslutning. Derfor er punktet først på dagsordenen igen til byrådsmødet 6. oktober, fortæller kommunaldirektør Jørn Carlsen. Sejlflod Kommune har tidligere holdt møder med Nibe, Skørping og Støvring om en landkommune og med Aalborg Kommune. Men nu holdes mødekalenderen tom, ind til borgerne har givet udtryk for, hvem de ønsker, at borgmester Kristian Schnoor fortsætter forhandlingerne med. Kommunesammenlægningerne blev ikke nævnt ved byrådets møde onsdag, og det første borgermøde torsdag har endnu ikke været oppe at vende på rådhuset. - Kommunesammenlægningerne bliver ikke diskuteret igen før 6. oktober, siger Jørn Carlsen. Ikke tid til valg Mens borgmester Kristian Schnoor er i Finland er viceborgmester Tage Stevnhoved (DF) ikke bange for, at løbet er kørt, når Sejlflod Kommune igen er klar til at diskutere sammenlægninger. - Jeg tror, at de andre kommuner vil afvente, hvad vi gør. Både Støvring, Skørping og Aalborg kommuner har være postitive. Og det er min forventning, at de vil vente på os, men jeg kan ikke være sikker, siger han. Hvor hurtigt det kommer til at gå, før Sejlflod Kommune igen er klar til at sætte sig ved forhandlingsbordet, er usikkert. - Aftalen er, at vi til mødet 6. oktober træffer beslutningen om, hvad vi vil. Og sådan regner jeg med, at det bliver, medmindre nogen vil have en folkeafstemning, siger Tage Stevnhoved. Borgmester Kristian Schnoor har tidligere luftet tanken om at lade borgerne tage den endelige beslutning. Men ifølge Tage Stevnhoved er det ikke et forslag, man har diskuteret i byrådet. Selv mener han, at tiden er for knap til at afholde valg. - På den ene side synes jeg, at byrådet er valgt til at tage den slags beslutninger, men på den anden side har vi i Sejlflod Kommune tradition for at tage borgerne med på råd, siger Tage Stevnhoved og fortsætter: - Men hvis det kommer til en afstemning, så bliver det svært at nå en afgørelse inden byrådsmødet 6. oktober. Og jeg vil gerne have en afgørelse på det møde. De andre kommuner kan jo ikke blive ved med at vente.