Forkælet samfund

Når det drejer sig om klager eller anmeldelser af vold begået af politiet, er jeg af den opfattelse, at konklusionerne i høj grad afhænger af øjnene, der ser det, ørerne, der hører det, og følelserne, der behandler det, når tingene skal sættes i relief, og der skal træffes afgørelser.

Vold 6. oktober 2008 06:00

Der skal ikke herske tvivl om, at jeg ønsker voldsmænd, som er ansat i politiet, langt, langt væk fra politiet. De hører simpelthen ikke hjemme i et korps, som ved hjælp af de regler vore folkevalgte har lavet, skal gøre deres bedste for at beskytte det samfund og det enkelte individ, som vi alle med meget vide grænser har fået lov til at leve i på godt og ondt. Selv efter 33 år i et politi, som jeg aldrig har beskyldt for at være perfekt på nogen måder, må jeg tilstå, at jeg ikke har mødt en eneste ansat, som man med bare en gran af sandsynlighed med rette kan beskylde for at være notorisk voldelig. Det er den eller de pågældendes opfattelse af nødvendigheden for at løse en politimæssig opgave, der udløser handlinger, som udenfor politiets domæne er strafbare voldelige handlinger, men til løsning af politimæssige opgaver kan være legale. Vi må jo heller ikke være blinde for, at vi lever i et forkælet samfund, hvor det for det enkelte individ kan være ekstra svært at se nødvendigheden af, at politiet lige i min situation anvendte vold for at håndhæve legaliteten til at løse den opgave. Når man ser videoen fra episoden ved Café Tusindfryd, kan jeg da godt forstå, at man kan få den opfattelse, at det er helt ubegrundet, at politimanden til venstre i billedet pludselig slår flere gange med kniplen på den person, som står lige overfor ham, men videoen beviser kun den ene ting, at der faktuelt bliver slået med knippel og intet som helst andet. Efterfølgende står så forklaringerne på årsag og følger fra parterne politiet og klientellet inklusiv den forhenværende bestyrer af stedet, når statsadvokaturen og rigsadvokaturen skal afgøre anmeldelser og klager i sagen, og de er jo naturligt nok i disharmoni. Man må jo retfærdigvis sige, at har politiets forklaringer haft størst vægt hos advokaturen, så har klientellet på Tusindfryd klart haft mest gennemslagskraft i medierne, hvilket jo er naturligt nok. Nøjagtigt den samme dynamik oplevede man for få år siden, i en tragisk sag, hvor en ung mand døde i politiets varetægt, mens han som anholdt var under transport i en patruljevogn til politigården. Det er sager af den karakter, der gør det uforståeligt for mig, at politiet over en bred kam stadig afgør den slags klager/anmeldelser internt eller i hvert fald i eget miljø. Jeg har i alle mine 33 år i politiet og stadig i dag syv år efter altid talt for, at man så at sige skulle vende bevisbyrden og lade klageren/anmelderen rejse sagen for en dommer gennem egen advokat, og så mødte politiet eller den enkelte polititjenestemand med sine forsvarere som i enhver anden sag, hvor det er politiet, der rejser sagen. Det kan man da kalde lighed for loven, og jeg har faktisk så sent som til den nu sidst fratrådte justitsminister fremsat forslag om netop dette forhold, men det er man ikke store nok til at kommentere på, og så beder etaten jo om balladen. En sådan måde at afgøre sager om politiets fejl og mangler er medierne og de forurettedes advokater nok ikke interesseret i, for det ville i hvert fald forringe mediernes muligheder for at referere andet en kolde fakta og ikke de forurettedes mange følelser i deres egen sag, og det ville jo fjerne enhver grund til at betvivle politiets habilitet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...