Forkæmpere for ytringsfrihed aflyser møde efter attentat

Politiet mener ikke, at det er nødvendigt at beskytte planlagt PEN-arrangement om ytringsfrihed.

Forfatterforeningen Dansk PEN, der blandt andet kæmper for ytringsfrihed, har valgt at aflyse et debatmøde i kølvandet på weekendens attentater i København.

Det planlagte møde, der havde overskriften "Er religionskritik blevet tabu på DR?", skulle have fundet sted 2. marts.

- Aflysningen skyldes weekendens terrorangreb mod blandt andet et debatmøde om ytringsfrihed og den dermed begrundede frygt for, at et sådan attentat kan gentage sig, skriver Niels Ivar Larsen og Birgithe Kosovic, medlemmer af PEN's bestyrelse, i en pressemeddelelse.

Niels Ivar Larsen, der er journalist på Information, var ordstyrer ved debatarrangementet "Kunst, Blasfemi og Ytringsfrihed" i Krudttønden, som lørdag blev udsat for et skudattentat.

Dansk PEN forklarer, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) har afslået at yde nogen form for beskyttelse af arrangementet 2. marts.

- Det gør de under henvisning til, at der ikke blandt oplægsholderne er nogen personer, som har den særlige prominens, som får islamister til at angribe, lyder det fra PEN, der ikke har meget til overs for PET's beslutning.

Bestyrelsesmedlemmerne kalder vurderingen for "en ren gisning".

- Hvad vi derimod ved, er, at islamisternes had retter sig imod enhver, der forfægter ytringsfrihedens grundprincipper; imod jøder og alle andre af anden overbevisning end dem selv.

- Når islamisterne går i rette med deres erklærede fjender, gør de det med en vold, der er dødbringende. Og når islamisterne ikke kan få ram på de mest prominent truede personer, er det indlysende at formode, at de vil gå efter andre, lyder det videre.

Dansk PEN tør efter eget udsagn ikke deltage i PET's "eksperiment".

- Som debattører og arrangører har vi ikke adækvate midler til at modgå dødsvold; den slags har kun politiets voldsapparat.

- Når staten ikke yder beskyttelse til dem, der forfægter ytringsfriheden og ønsker en drøftelse af mulighederne for kritik af religion, er det ikke muligt at gennemføre den slags debatter.

Den svenske kunstner og Muhammedtegner Lars Vilks var angiveligt målet, da en 22-årig mand lørdag eftermiddag gik til angreb mod debatarrangementet på Østerbro i København.

Vilks overlevede angrebet, men en 55-årig mand blev dræbt, og tre betjente blev såret.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.