Boligøkonomi

Forkantsdanmark?

Carsten Hansen, vores minister for by, bolig og landdistrikter, er forståeligt indigneret over konventionelle realkreditinstitutioners modvilje mod at låne penge til huskøb under en halv mio. kr.

"Hvis realkreditinstitutterne ikke vil yde lån til disse boliger, så går boligmarkedet for alvor i stå. I løbet af få år forfalder de huse, der ikke kan sælges. Området bliver endnu mindre attraktivt. Folk flytter. Realkreditinstitutterne bliver endnu mere afvisende overfor at yde lån. En vaskeægte negativ spiral tager fart. Det går simpelthen ikke.", lyder det fra ministeren i en pressemeddelelse. Der er behov for at sikre, at markedet tjener almindelige mennesker og de mange små lokalsamfund hvor de mere end 2000 ejerboliger, der er til salg til under 500.000 kr., findes. Det gør det desværre ikke i dag. Jeg vil her gerne gentage ministeren: Det går simpelthen ikke. Når markedet ikke vil investere i lokalsamfund og deres mennesker, må menneskenes samfund gør det selv. I fællesskab. Hvis de aktionærejede banker siger nej, må lokalsamfundene og deres kundeejede, kooperative banker tage over. I England er man allerede langt med udbredelsen af en kreditmodel, der puster liv i sociale projekter og sikrer landdistrikternes levedygtighed. Modellen kaldes community bonds - "lokalsamfundsobligationer" eller "fællesaktier" - og går ud på, at lokalbefolkningen kan investere i sig selv. Kooperative banker udbyder obligationer med forskellige løbetider og afkast. Man kan vælge en løbetid ned til fem år og selv vælge, om man vil have afkast på 3 procent, lavere eller slet intet. Jo lavere afkast, jo flere penge går til det gode formål. I kun to banker har denne model rejst hhv. over 100 og 40 mio. kr. til sociale investeringer. Den model skal vi da have i Danmark, med vores stolte kooperative andelstradition. Her kunne den nye låntype SDO-lån (særligt dækkede obligationer) tilpasses. Kommuner og staten stiller allerede garanti for SDO-lån til almene boliger, så det ville være oplagt at oprette lokale puljer, hvor lokale indskydere med statsgaranti i ryggen, kunne stille lånekapital til rådighed for lokale projekter. En sådan pulje kan uden tvivl betale sig for statskassen. I stedet for den statslige nedrivningspulje, der de to seneste to år har sendt i alt 250 millioner til nedrivning af faldefærdige huse på landet, vil vi kunne få samfundsdrevne lokale livspuljer, der formentlig kan nå op i to-trecifrede millionbeløb. En tiltrængt saltvandsindsprøjtning, der giver den unge familie mulighed for at købe hus på landet, sikrer penge til lokalt, socialt iværksætteri og meget mere, der kan give socialt og økonomisk overskud. Gennem kooperative løsninger kan vi styrke den lokale livskraft og gøre Udkantsdanmark til Forkantsdanmark.