Forkarl i 55 år

Det er heller ikke til at have folk nu om dage. Tag nu bare sådan én som Jens Sørensen; en rask og rørig mand med skælmsk glimt i øjet, som i en alder af blot 77 år pludselig er kommet i tanke om, at han vil stoppe med at arbejde.

Beslutningen kommer kun 55 år efter at han blev ansat som forkarl på slægtsgården "Nørregård" ved Brønderslev, og der skal nok være dem, der mener, at han i det mindste lige burde have givet jobbet en ærlig chance. Som om det ikke var nok, har han også tænkt sig at lægge den landlige idyl, de åbne vidder og den høje himmel helt bag sig. Han vil flytte til byen! Den landlige stilhed og idyl bliver brudt af hundes galpen i samme øjeblik, der kommer fremmede ind på gårdspladsen på den firelængede slægtsgård lidt øst for Brønderslev. Det runger afsindigt højt mellem de velholdte bygninger, selv om det bare er et par gravhunde, der giver lyd fra sig, alt imens de forsøger at komme fri af tøjret. I det samme kommer Jens Sørensen ud på fortrappen, hiver bestemt i hundesnorene og siger meget bestemt: SÅ! Fuldstændig på samme måde og i samme tonefald som gik han med en plov efter et spand heste, der begynder at skabe sig og slå sig i seletøjet, og det virker: De to iltre gravhunde besinder sig og viser sig at være helt omgængelige. Thorsen og Trads - De hedder Thorsen og Trads, fortæller Jens Sørensen med glimt i øjet. - Ja, det er den største, der er Trads. Det er ikke mine hunde. Det er "firmaets", tilføjer han, mens han viser ind i folkestuen, for sådan en er der stadig på "Nørregård". Sådan en slags rustik spisesal med et solidt langbord i massiv træ, hvor gårdens folkehold i årtier har fået stillet sulten og tanket op til det hårde fysiske arbejde. - Jamen, det her kommer vi vel hurtigt over, for der er ikke så meget at skrive om, siger Jens Sørensen, da han sætter sig for bordenden. Han er ikke helt tryg ved at komme i centrum og er især nervøs for, om det nu kommer til at virke som om, at han er en vældig karl, der vil føre sig frem. Dertil kommer, at han ikke har så god tid, for det er en af de uger, hvor der bliver leveret småkalve til gården, som årligt opfeder omkring 1000 kalve. Altså Dansk Kalv i prima kvalitet, opdrættet i dybstrøelse, maksimalt 10 måneder gamle ved slagtning og med en slagtevægt på 185-200 kilo. Ellers er der fradrag på afregningen fra slagteriet, og det er blandt andet Jens Sørensens ansvar at ramme idealvægten. Desuden er der til gården et par hundrede hektar jord, som dyrkes med rug, raps, hvede, havre og vårbyg. - Men der er altså også to andre ansatte, ellers kunne det ikke hænge sammen, siger Jens Sørensen, som har været med fra før landbruget blev mekaniseret til i dag, hvor det bærer mere og mere i retning af stordrift. Storbrug i '48 - Der er blevet mere fabrik over landbruget i dag. Der er ikke den sammenhæng i det, der var dengang, da gårdene var selvforsynende og hvilede mere i sig selv, mener Jens Sørensen. - Da jeg blev ansat i '48, havde vi 40 malkekøer. Det varede ved til '59, da vi byggede ny kostald og kom op på 50 køer plus opdræt, fortæller han og tilføjer, at det var temmelig store forhold. Også rent jord-mæssigt eftersom gården havde 150 tønder land, som man sagde dengang. Det svarer til godt 80 af nutidens hektarer, og det var meget i '48. Det var rigtig meget. - Det var fru Bjørn Hansen, der ejede gården, da jeg blev ansat. Siden overtog døtrene, og i dag er det hendes barnebarn, der ejer gården, forklarer Jens Sørensen med henvisning til den nuværende ejer Henrik Skaarup, der også er kendt som driftig nordjysk advokat. Mad ingen selvfølge - Det har altid været et godt sted at være. Da jeg blev ansat, fik jeg 3400 kroner i løn det første år, og det var absolut i den pæne ende. Løn var i øvrigt ikke noget, man snakkede om. Man arbejdede bare og var glad for at have et job på en gård, hvor maden var god, og hvor man fik nok at spise. Det var bestemt ingen selvfølge dengang, siger Jens Sørensen. Han tilføjer, at da han i begyndelsen af '40'erne kom i landbrugslære, var han også så heldig, at det blev på et virkelig godt madsted, nemlig Dronninglund Hovedgård. Flere folk og mere liv var der også på "Nørregård" i '48. Fire ansatte, inklusiv ham selv, samt en fodermester, og så var der ung pige i huset til at hjælpe med dagens mange gøremål. Desuden blev der i årets travle tider som forår og høst hyret daglejere. - Dengang dyrkede vi jo afgrøder på markerne for at få foder til gårdens dyrehold. I dag dyrker man afgrøder, som man kører på foderstoffen, hvorefter man henter noget af det igen, når man skal have foder til dyrene, siger Jens Sørensen og smiler, fordi han synes, at det dybest set er lidt komisk og bagvendt. Og så er der hele kapitlet med EU-tilskud og papirarbejde, som Jens Sørensen hellere end gerne springer hurtigt hen over, for det er en del af nutidens landbrug, som aldrig har sagt ham ret meget. Belgierne Jens Sørensen vil hellere snakke om belgiere. Altså, ikke dem, der bor dernede, hvor EU har hovedkvarter, men de store bomstærke arbejdsheste, som i årtier var et varemærke for "Nørregård". - Vi havde fire spand belgiere, som gennem årene blev præmieret, fortæller Jens Sørensen og tilføjer, at der på slægtsgården den dag i dag hænger et stort antal æresbevisninger fra belgiernes storhedstid. - Der var sådan en ro over landbruget dengang. Man kunne gå i marken med ploven efter hestene og fornemme naturen på en helt anden måde, høre fuglene fløjte og få et glimt af det vildt, der er i området. Ikke mindst rådyr. Vi har rigtig mange rådyr, og jeg har engang været heldig at se en flok på 16 stå lige her norden for gården, fortæller han. - I dag er der ikke den samme fred over det på grund af larmen fra traktoren, tilføjer Jens Sørensen, som ude i staldene godt lige vil vise, at selerummet fra belgiernes tid stadig er intakt. På rad og række hænger komplet seletøj til fortidens traktorer af kød og blod. Jow-jow, den er flot... På rundvisningen går turen også omkring maskinparken, hvor især en splinterny New Holland TM155 med firedobbelt tvilling-montering på hjulene springer i øjnene. Et imponerende maskineri, som gårdejer Henrik Skaarup med glimt i øjet påstår, at det har været nødvendigt at investere i som erstatning for Jens Sørensen, der nu siger stop. - Jow-jow, traktoren er da flot, erkender Jens Sørensen. - Men det havde nu også set godt ud, hvis der havde stået fire spand belgiere på rad og række i stedet for, tilføjer han. Det med at sige stop har i øvrigt ikke være så svært for den 77-årige forkarl og bestyrer, som man måske skulle tro. Det påstår han i hvert fald. - Jamen, dem jeg startede sammen med i landbruget er væk nu, og blandt andet derfor er der ikke den fornøjelse ved det, der var engang. Jeg er også kommet i tanke om, at jeg vil prøve at have lidt frihed. Jeg har ikke været arbejdsløs én eneste dag hele mit liv, så nu synes jeg, at det må være godt nok, siger landbrugs-veteranen, som aldrig har savnet at have sit eget landbrug. Fallitten - Der er nok nogen, der synes, det er tosset, at jeg aldrig har fået mit eget, men gennem årene har jeg jo gået og passet og plejet den her gård, som var den min egen. Jeg har haft alle fornøjelserne ved landbruget. Jeg har også haft masser af ansvar, men jeg har aldrig siddet med det økonomiske ansvar i den sidste ende, så det har i grunden været smart, siger Jens Sørensen. Der ligger også lidt tilbage i barndommen, som måske har bidraget til, at det blev, som det blev. Jens Sørensen stammer fra Hørby ved Sæby, hvor han og seks søskende voksede op på en møllegård. Da Jens Sørensen var knægt i '30'erne, forsvandt behovet for at komme først til mølle for at få malet korn. - Det endte med, at min far gik fallit, fordi han ikke kunne skaffe sølle 50 kroner. Sådan var det dengang. Heldigvis slog han ind på at sælge grus og fik succes med det, så de fik det godt igen med årene. Men det var en hård tid at komme igennem, og det er måske derfor, at jeg altid har været forsigtig med pengene, siger Jens Sørensen. For nylig har han dog ruttet lidt med moneterne. I sommer købte han hus i Brønderslev, hvor han har tænkt sig at nyde sit otium. Han er ikke bange for, om han kan falde til i byen, og han er slet ikke bange for, om han kan få tiden til at gå, når han nu stiller møggreben fra sig efter 55 år. Nok at se til - Uha nej, jeg skal igennem en have, der er fyldt med skvalderkål, og males og sådan lidt skal der også i huset, så jeg skal nok få tiden til at gå, forsikrer Jens Sørensen, som altid har haft det bedst med at holde sig igang hele tiden. Eksempelvis er han medlem af sådan et socialt foretagende som den lokale klub for landbrugets seniorer, men prøv lige selv at regne ud, om han nogensinde har haft tid til at komme i klubben... Det står også hen i det uvisse, om han nogensinde får tid til det. Dels er der det nye hus, men der er også noget andet, der er helt riv-rav-ruskende galt. Noget, der skurer lige så fælt, som en plov, der kører i en kampesten. Vi skriver oktober nu, og ifølge kalenderen skulle Jens Sørensen derfor være stoppet på "Nørregård". - Jo, men æh...vi får jo leveret kalve i denne uge, og det synes jeg lige, at jeg skal hjælpe med, forklarer han. Jamen Jens Sørensen, kan du overhovedet garantere for, at du ikke også er en tur på "Nørregård" i morgen eller for eksempel næste mandag? - Nej nej, uha, jeg vil ikke garantere noget, siger den 77-årige veteran med det skælmske glimt i øjet.