Sygdomme

Forkert at betragte Charles Ndifon som en healer

TRO:Helbredelsesprædikanten Charles Ndifon fremstilles nærmest som en healer, ikke alt lykkes for, i den stort opsatte artikel i avisen 28.3. Mogens G. Jensen, sognepræst ved Nr. Uttrup Kirke, føler sig nærmest kaldet til på Folkekirkens vegne at modsige manden og advare folk mod at gå til de kommende møder med Ndifon i maj. Og det på trods af,at de fleste frikirker i Aalborg-området står bag arrangementet. Mange kender Ndifon fra tv, hvor han for åben skærm helbredte en mand for dobbeltsyn ved et møde i Ringkøbing. Og da denne og mange andre helbredelser faktisk kan dokumenteres, er det altså ikke snyd, bedrag og manipulation det hele. Gennem læsning af bogen om ham, "Åndens Magt", og ved overværelse af nogle af hans møder i Århus mener jeg, at kunne tilbagevise nogle af de anklagepunkter Mogens G. Jensen fremfører. Kritik af manden skyldes især udeblivelsen af forventede mirakler og placering af ansvaret for det - hos personen selv. Om sygdom får vi at vide, at den er en konsekvens af syndefaldet og ikke et spørgsmål om, at den syge er blevet dæmoniseret. Jesus citeres talrige steder i evangelierne for, at troen på ham er ret afgørende, hvis noget skal ske. Ndifon er altså ingen healer, hvad mange nu er blevet overbevist om, eftersom ingen synlige helbredelser fandt sted, men tværtimod at flere nu er døde af deres sygdomme. Men mange er nu også blevet overbeviste om, at den tro Jesus efterlyser heller ikke var til stede. Og det kan man jo ikke bebrejde Charles Ndifon. At sygdom er en konsekvens af syndefaldet modsiger Jesus, da hans disciple spurgte: "Rabbi, hvem har syndet, han selv eller hans forældre, siden han er født blind?" Hvortil Jesus svarede: "Hverken han selv eller hans forældre har syndet, men det er, for at Guds gerninger skal åbenbares på ham." Med hensyn til påstanden om, at syge ikke kan være blevet dæmoniseret, er ikke altid rigtig. Vi hører f.eks. om en kvinde, som i atten år havde været plaget af en sygdomsånd. Da Jesus helbredte hende på en sabbat, blev synagogeforstanderen vred. Men Jesus sagde bl.a. "denne Abrahams datter, som Satan har holdt bundet i hele atten år, burde hun ikke løses af denne lænke på sabbatten?" Når Charles Ndifon påstår, at kræft kan være resultat af en åndelig besættelse er det stærkt provokerende. Men når hans erfaring nu er, at helbredelse finder sted, når og hvis kræftånden fordrives, ved hjælp af Helligånden, må man vel sige, at Ndifons lære ikke er så meget forskellg fra, hvad Jesus selv lærte og praktiserede. At skyde på prædikanten er nemt nok. Jesu disciple var heller ikke selv altid lige heldige med deres helbredelser. Da de engang spurgte Jesus om hvorfor, sagde Jesus, at "den slags (sygdom) fordrives kun ved bøn og faste." Der står: "Og Jesus truede ad dæmonen, og den fór ud af ham, og i samme øjeblik blev drengen rask." Satan kan altså mange kunster. Fejlen er blot, at vi afviser tanken. Derfor udebliver resultaterne. Åndelig helbredelse er ikke en kunst, der kan læres som at knipse med fingrene; troen skal oparbejdes og nådegaven være til stede hos prædikanten. Ligesom kandidaten til helbredelse må indstille sig på et nyt liv fremover for at bevare sin helbredelse. Når det ikke er manden, der helbreder, må det altså være Gud Helligånd. Tilgangen til Helligånden er frikirkerne mere fortrolige med end Folkekirken. At få Helligånden til at virke med helbredelse ser Mogens G. Jensen nu selv positivt på. Hvorfor fremhæver han så ikke egne resultater af sit samspil med Helligånden, han må have nogle eksempler på. Det mangler vi at høre om, da Helligånden har gjort så mange storslåede ting ved hjælp af Charles Ndifon, hvad enhver kan læse om. En åndelig berøring med helbredelse til følge er en usædvanlig oplevelse. Det indikerer jo, at Gud vedkender sig dig som en person, Gud elsker. Oplevelsen fortager sig aldrig. Så lad mig gentage, som opmuntring til Mogens G. Jensen og eventuelt andre skuffede mennesker: Bliv ved med at søge Gud for hans virkelighed til bl.a. helbredelse. Det gjorde jeg selv for år tilbage. Jeg tog mig også sammen og gik til et møde med en omrejsende helbredelsesprædikant. Men da jeg troppede op svigtede modet. Tænk hvis intet skete. Jeg blev altså siddende på min stol, indtil prædikanten fik kendskab til eller følte min sygdom på sin egen egen krop. Det var kommunikation på et højt plan, må man sige. Jeg gik altså op, da prædikanten beskrev mit behov, og næppe havde jeg sat mig på en stol foran ham, før jeg mærkede en sitrende kraft blive udløst. I tilgift fik jeg en himmelsk fred, som ikke kan beskrives, men skal opleves. Åndelige helbredelser finder sted ved Charles Ndifons møder - ingen tvivl om det. Men de kan altså også ske i Mogens G. Jensens møder... takket være Helligånden.