Forkert at lade hånt om folks hørelse

FESTIVAL: I NORDJYSKE Stiftstidende kunne man 25.6. læse, at Roskilde Festival har brugt millioner af kroner på at forbedre gæsternes sikkerhed siden den tragiske ulykke i 2000, men når det kommer til gæsternes risiko for at få høreskader ser det sort ud. På dette område er der ikke ofret en krone til trods for, at der er arrangørerne, der har det fulde ansvar for folks sikkerhed. På svenske festivaler er der loft for, hvor højt bandene må spille. Noget tilsvarende burde gælde her i landet, da det er almindeligt kendt, at de anvendte musikanlæg har potentialet til at forårsage uoprettelig skade på publikums hørelse. Alt for mange festivalgæster forlader en koncert med midlertidig tinnitus, ligesom mange stadig kan høre en hyletone næste dag, når de vågner. Smertegrænsen regnes for at være 120 decibel, og ifølge lovgivningen er det forbudt at arbejde mere end 15 minutter ved 100 decibel. Det kan således undre, at Arbejdstilsynet forholder sig passivt over for koncertarrangører. I England ville en festival som Roskilde Festivalen blive stoppet øjeblikkeligt af politiet. Når lydeksperter nu for alvor advarer mod livsvarige og invaliderende høreskader, er der som politiker grund til at lytte. Lydsikkerheden skal naturligvis tages lige så alvorligt som brandsikkerheden og anden sikkerhed, hvorfor Arbejdstilsynet må se at komme ud af busken, også selv om det vil hævde, at lovgivningen ikke gælder for koncertgæster. Der er imidlertid ingen tvivl om, at lovgivningen gælder for de ansatte. Diskoteker over det ganske land ville også have godt af et besøg fra Arbejdstilsynet. Ansattes og gæsters erfaringer med diskoteker viser, at der spilles 120-130 decibel uden afbrydelse i mere end 6 timer af åbningstiden. DJ's og dårlige teknikere er medansvarlige for at ødelægge folks hørelse, ligesom de er ansvarlige for at ødelægge lydkvaliteten, når de hamrer lyden for højt op.