Forkert at sige: Du har det da godt

Det kan være svært at være sindslidende. Det ved alle voksne vist efterhånden, eftersom der de senere år har æret sat meget fokus på forskellige former for psykiske lidelser i medierne. Jeg mener, at depression er den hyppigste form for psykisk lidelse - og også den allermest pinagtige. En ubehandlet depression ender næsten altid med selvmordsforsøg, ved jeg.

Det må være meget svært at være pårørende og se en afholdt person enten blive mere og mere indesluttet og tavs og gå i enrum eller mere og mere vred og aggressiv for til sidst at forsøge eller fuldbyrde selvmord. Det er hårdt slag for de nærmeste og maner til eftertanke hos de fleste: ”Hvad kunne vi have gjort bedre? Har vi gjort noget forfærdeligt forkert, der har givet ham/hende sortsyn, så han/hun ikke følte, at det var værd at være til mere?”. Der farer mange tanker gennem hovedet på andre, når en af deres kære suiciderer eller forsøger, og de pårørende eller efterladte får ofte dårlig samvittighed, nogle gange med rette, andre gange med urette. Depression kan være arveligt betinget og komme indefra uden egentlig årsag og kan også blive udløst af lang tids bevidst ondskabsfuldt og hensynsløst pres og tryk eller fornedrelse fra omgivelserne, så overmagten har været for stor for offeret, som sikkert ikke har været i stand til at sige fra eller haft mulighed for at gå sin vej. Et eksempel er børn, der ikke kan komme væk fra en tyrannisk og vodelig far eller mor, hvis ægtefælle altid har lukket øjnene og ladet stå til i årevis og aldrig er kommet sine børn til undsætning. Ved selvmordsforsøg i en voldelig familie er det helt på sin plads, at de nærmeste stopper op med dårlig samvittighed. Ellers ikke, for når et menneske forsøger at tage sit liv, er det som regel et sammenfald af flere depressionsudløsende faktorer. Vi mennesker kanjo nogle gange gå og forkludre livet godt og grundigt for hinanden. Det kræver altid professionel hjælp med medicin og en eller flere samtaler med en læge, når en person får en dyb nedtryktstilstand. Det nytter ikke, at andre siger: ”Du har det da godt, du har kæreste, arbejde, penge og et dejligt sted at bo. Tag dig nu sammen, vær noget mere aktiv, gør noget, der gør dig rigtig glad, så får du det helt sikkert bedre. Vi kender rigtigt nok selv til at have det skidt. Det har alle engang imellem. Livet er jo ingen dans på roser, må du vide”. Sådan en svada gør blot ondt værre. Den syge får bare endnu mere dårlig samvittighed og prøver forgæves at tage sig sammen, hvilket er næsten umuligt, fordi han/hun er delvist handlingslammet og ved at dø langsomt indvendigt. Derfor skal de pårørende sørge for, at den depressive person kommer til sin praktiserende læge. Dér starter behandlingen. Det eneste mene, du selv kan gøre, er at være varsom og behandle den syge respektfuldt uden hårde eller bedrevidende, ”kloge” ord.