Ferslev

Forkert at straffe?

BØLLER:DF’iseres. Et nyt ord er (21.10,) kommet ind i debatten af Bjarne Houmann fra Ferslev. Det lyder lidt dramatisk, at tiden nu med bølleoptøjer sammenlignes med Hitlertiden i Tyskland. Nu ved jeg ikke, hvor gammel B.H. er, jeg er årgang 1923, så jeg husker godt tiden i 30’erne. Hvordan hele verden så på Tysklands oprustning, alverdens multinationale krigsfabrikanter investerede i Tysklands våbenindustri, der var penge i skidtet, og det er det jo stadigvæk. Ingen skal da bilde mig ind, at man ikke var klar over, hvad der foregik i Tyskland. Det var de forsmædelige fredsforhandlinger i Versailles i 1919, hvor Tyskland blev idømt store krigsskadeerstatninger, som landet ingen muligheder havde for at opfylde. Der var derfor grobund for en nationalsocialisme, som Adolf Hitler stod i spidsen for. Han deltog i 1920 i grundlæggelsen af National-Sozialistiske Deutsche Arbeiter-Partei (NSDAP) Hvad det kom til at betyde for hele verden, kan man jo læse om i de mange historiske bøger, der er skrevet om den tid. Men at sammenligne den tid med problemerne i dag er vist for fantasifuldt. Men som B.H. bemærker, så må nogen sige fra. Trække en streg i sandet og sige: Her til og ikke længere! Men der tænker jeg nu mere på de bandeoptøjer, der finder sted i denne tid. Men det er som om at B.H. er imod, at disse bøller skal straffes.