Lokalpolitik

Forkert i Nibe men rigtigt i Aalborg?

Man kan undre sig over den politik som den nye Aalborg kommune lægger for dagen. For tre måneder siden havde Nibes borgmester Jens Østergaard Madsen (V), nogle visioner om en ny og yderst tiltrængt svømmehal i Nibe by. Men ak og ve! Der var gjort regning uden byrådsmedlemmet i Aalborg kommune Peter Reinau som med et uhørt personligt angreb på Nibe-borgmesteren med udtalelser som egotrip, valgflæsk og sognerådspolitik af værste skuffe, fejede al tvivl om en svømmehal i Nibe af bordet. Nu har tonen fået en anden lyd. Et skøjtehalsprojekt ved Gigantium i Aalborg har en budgetoverskridelse på 24,7 millioner kr., og det er tilsyneladende helt i orden. Her er der ikke tale om sognerådspolitik, i den anledning savner jeg virkelig en kommentar fra Peter Reinau. Men nu er det "storebror" i kommunesammenlægningen som fører sig frem og så er hr. Reinau tavs som en østers. Piben har sandelig fået en anden lyd. Jeg græmmes over Venstres politikere i Aalborg byråd.