Forklædt som Maude

Ulf Pilgaard og Malene Schwartz. Uden dem var det ikke gået.

Ulf Pilgaard og Malene Schwartz. Uden dem var det ikke gået.

Teater ”Høfeber” # # # # ¤ ¤ Weekendgæster. Der var en, der var to, der var tre, der var fire. Indbudt som underholdende tidsfordriv, til lidt kæresteri og tant og fjas og intet andet. Englænderen Nöel Cowards lystspil ”Høfeber” blev skrevet i 1925 på blot tre dage, efter at dramatikeren havde været på weekendbesøg hos en af datidens store, skuespillerinden Laurette Taylor. I Folketeatrets turnéudgave møder vi kunstnerfamilien Bliss – med den divine og stærk selvoptagede skuespillermor Judith (Malene Schwartz) – som absolut kraftcentrum for løjerne. Her er forfatterfar David (Ulf Pilgaard), den malende søn Simon (Brian Kristensen) og datteren Sorel (Trine Pallesen). Hver for sig har de uden at informere de andre i familien inviteret en gæst, som de har tænkt at fornøje sig med i weekenden. Uden at gøre sig nogen ide om, hvorledes det nu skal spænde an. Scenografien placerer os i et slags opdateret moderniseret 30-er interiør, med tjenestepige, whiskykaraffel på flygelet og te-servering med sandwich og muffins, og kostumedelen følger op med en slags postmoderne udgave af datidens mode. Storternede jakkesæt, dristigt udskårne kjoler, overdådige pufærmer og kiksede lyserøde halvlange shorts. Tilsammen lægger scenografi og kostume op til en modernisering af sprogtone og spil, men bortset fra enkeltord som ”adfærdsvanskelig”, så skal Trine Pallesen altså stadig forsøge at få liv i en replik om, at hun gerne vil være en rødkindet friluftspige, som er vild med rundbold. En vis altmodisch tone præger således de elegante løjer i begyndelsen. For sådanne er der jo tale om, men heldigvis bliver tempoet sat frisk i dette meget ordrige stykke, hvor timing og replikbehandling skal sidde lige i skabet for at udløse det store befriende grin. Den kunst kan Malene Schwartz, som bærer og nyder rollen som den ”store” skuespillerinde, der har trukket sig fra scenen. Absolut et tab for kunsten i hendes egen forestilling. Det er jo ikke for ingenting, at hun har spillet den neurotiske og virkelighedsfjerne Maud i Matador. Det her er noget, hun mestrer og kan. Ulf Pilgaard gør ikke det store væsen af sig. Det er heller ikke meget, vi ser til ham før i anden akt. Men når han er på, er han der med den der stensikre gummiansigtsselvfølgelighed, som vi både elsker og kender. Der er ingen, der kan spille Ulf, som Ulf selv. Rundt om disse to grupperer resten af truppen sig så med vekslende gennemslagskraft. Trine Pallesen i datterrollen er dejlig at se på, kødeligt tiltrækkende, men også sine steder lidt spag i samspillet, lige som Brian Kristensen larmer vel uforløst og postulerende som selvoptaget ungersvend i sønnens rolle. Gæsterne – ofrene for familiens veloplagte og hensynsløse leg, hvor fiktion og virkelighed hele tiden bliver blandet – har skikkelse af diplomaten Richard (Christian Mosbæk), bokseren Sandy (Casper Crump), den intellektuelle Myra (Elisabeth von Rosen) og kontormusen Jackie (Helle Bøgeskov). De har hver især deres stunder – Casper Crump er dejlig klistret og fortabt i en forelskelsesscene med Schwartz, og det samme gør sig gælder for Christian Mosbæk, der med akavet kropssprog giver den kantede og stift formelle diplomat liv, mens forførersken Schwartz spiller ”Clair de la Luna” for ham. Men især debuttanten Helle Bøgeskov får meget ud af sin lille rolle som den håbløst fortabte og ganske normale pige, der lader sine selvfølgeligheder falde til jorden som døde duer. Uden mimik og intonering og derfor selvfølgelig uhyre lattervækkende replikkunst. Det er elegant, pjattet underholdning, men også tidsbestemt vid, som sikkert ikke var ganske ufarligt dengang det først blev spillet. Tænk bare – uhæmmet partnerbytte på kryds og tværs. For Noël Coward spidder jo hykleri og forstillelse og udleverer ganske den forfærdelige kunstnerfamilie, hvis navlefiksering er blæst så stort op, at den fylder det hele. Og vi derfor ikke kan lade være med at grine, selv om vi nok også var stukket af til sidst –lige som gæsterne gør. Det er solidt spillet hele vejen rundt, men uden Malene Schwartz som charmerende og skønskør primadonna godt understøttet af Ulf Pilgård, som distræt og hensynsløs patriark, var den ikke gået hjem. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk Noël Coward: ”Høfeber” Hjørring Teater, fredag aften. Folketeatrets turnéforestilling. Instruktion og oversættelse: Vibeke Wrede. Scenografi: Marianne Nilsson. Lys: Lars Schou. Lyd: Steen Larsen. Musik: Pianist Jacob Beck. “Høfeber” blev også opført i Aalborg Kongres- og Kultur Center lørdag aften.