Forklaring på skattetryk

LEDER Med mængden af tilskud og særordninger i Danmark er der en...

Tandpleje 1. august 2010 06:00

En af mange grunde til, at danskerne - selv efter næsten ni års såkaldt borgerlig-liberalt styre - fortsat slæber rundt på verdens største skattetryk (og i øvrigt har verdens største offentlige sektor, set i forhold til befolkningstallet), er, at skiftende politikere med omhu har opbygget et system, der skal sørge for, at ingen så vidt muligt bliver snydt for noget som helst. Og skulle det alligevel vise sig at være tilfældet, rykker man fra politisk-administrativt hold gerne ud med et tilskud eller en anden form for undtagelse, og igen er alle glade - men skatteniveauet forbliver selvsagt på samme (høje) niveau. Egentlig har Danmark i årevis trængt til det helt store eftersyn, der kunne klarlægge, om det virkelig er nødvendigt med den indviklede mængde af tilskud og andre særordninger - men det er svært, når man er oppe imod politikere, som hele tiden finder på nye undtagelser, senest Liselott Blixt, sundhedsordfører for Dansk Folkeparti, som stiller med det umiddelbart sympatiske og tilforladelige forslag at gøre det gratis for unge under 21 år at få foretaget regelmæssige tjek hos tandlægen. Ifølge Liselott Blix er problemet, at mange unge ikke får taget sig sammen til at finde en praktiserende tandlæge, når de er fyldt 18 år og derfor ikke længere kan gå gratis til den kommunale tandpleje, og måske synes de heller ikke, at der står tandlæge på et stramt SU-budget. Mens såvel Socialdemokraterne som SF gerne støtter forslaget, tvivler sundhedsminister Bertel Haarder (V) på, at forslaget kan holde sig inden for tre-fire millioner kroner, som DF forestiller sig, at ordningen til koste ekstra. En væsentligt mere anarkistisk sjæl som Mogens Glistrup, leder af Fremskridtspartiet, som indirekte har banet vejen for Dansk Folkeparti, ville jo nok have foreslået, at skattesystemet blev indrettet på en måde, så også unge, når de er fyldt 18 år, har råd til at få til regelmæssig tandpleje i stedet for at foretage endnu en efterregulering, der bare skal dække over et horribelt højt skattetryk. Men sådan er der - også her - stor forskel på Fremskridtspartiet og DF.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...