Forlader stendødt turist-arbejde

Kommunen mangler helt engagement, mener repræsentant

Turisme 5. juni 2003 08:00

SULDRUP/STØVRING: Turistforeningens repræsentant i Erhvervs- og Udviklingsrådet har nu forladt sin post i samarbejdet. Det skyldes det han ser som kommunens næsten totale mangel på engagement i alt, hvad der har med turisme at gøre. - Jeg har for travlt til at sidde i møder for at få en information, som jeg kan få lige så godt i dagspressen. Kommunen har reelt ikke en turismepolitik, og turistforeningen har ligget død, siden kommunen reelt fjernede det i forvejen lille tilskud, den fik, siger Henrik Pedersen, kroejer i Suldrup. - Jeg har tænkt længe over at gøre det. For reelt sidder jeg i Erhvervs- og Udviklingsrådet uden at repræsentere nogen, og det er der ingen grund til. Især ikke når man som jeg har andet at lave, siger han. Han lægger ikke skjul på, at han føler, at kommunen har behandlet sin turistforening særdeles stedmoderligt. - Vi har altid haft meget lidt at arbejde for. 20.000 kroner om året har kommunen givet os, hvis man regner tilskuddet til husleje for en information fra, dengang vi fik det. Nu får vi ingenting, og vil ikke sende girokort ud til vores medlemmer, fordi vi ikke kan tilbyde dem noget. Kommunen gør ikke noget ud af turismen, så jeg tror ikke, at der sker noget, før man går sammen med nabokommuner om at lave en brochure sammen. Her kan det i øvrigt undre, at kommunen har lovet at afsætte peronale til at hjælpe med den brochure. Vi har i årvis bedt om at få lidt sekretærhjælp uden at kunne få det, siger Henrik Pedersen. Han understreger at man ikke har og aldrig har haft noget imod at samarbejde med Skørping Turistforening, som der er blevet lagt op til. Man har bare ikke noget at samarbejde med.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...