Forladt alenemor

Siden hendes fire års fødselsdag havde vi kun været os to. Men da tøsen som 15-årig fik lyst til at rejse hjemmefra til oplevelser og nye venner på en efterskole, fik hun opbakning. Og mit liv skulle ændre sig fra pubertetsramt, enlig mor til forholdsvis ung single med masser af muligheder for at udfolde mig. Rejse og tage på weekendophold. Slippe for at lave varm mad hver dag. Allerbedst skulle jeg ikke længere bekymre mig om - unødigt viste det sig heldigvis altid - hvor hun nu var henne sammen med hvem. Forsvinde ville også den evindelige venten ved badeværelset om morgenen. Jeg glædede mig. Bildte jeg mig ind. Stor var derfor forundringen over min reaktion, da jeg satte hende af ved efterskolen og ligesom de andre forældre fulgte hende ind til de nye kammerater: Jeg storhylede! - Nu er der ikke længere nogen, der har brug for mig, tænkte jeg med al den selvmedlidenhed jeg kunne opbyde og med tanke på alle de gange, hvor mor var den bedste i verden. Væk var glæden ved forventningen om det, jeg nu ville kaste mig ud i. Borte var også alle de gode ønsker for datternes mange, spændende fremtidige oplevelser. - Ingen har brug for mig længere, hikstede jeg, mens datteren forsøgte at lade som om, jeg hørte sammen med en anden. Pinligt, som hun syntes, det var. Også hjemturen blev forblindet af tårer og onde tanker om, at hun snart ville indse det tåbelige i projektet og opgive efterskolen. Samt mængder af selvynk, der dog gradvist forsvandt efter et par dage uden dundrende diskorytmer fra ungpigeværelset. Plus den kendsgerning, der langsomt sivede ind, at det hele selvfølgelig var noget pjat. Efter det ene år på efterskole flyttede datteren atter hjem - uden den lykkelige genforening. Hun var blevet en rigtig teenager med alle de skærmydsler, det kan give, når to temperamenter skal forsøge at fungere under samme tag. Og det gav derfor ikke andledning til konflikter af de helt store, da hun bekendtgjorde, at næste stop var Århus. Det var først, da Århusadressen blev skiftet ud med en i København, at jeg igen fik kvababbelser. - København er så langt væk fra Vendsyssel, klagede jeg til en venindes mor uden tanke for, hvor hendes datter var flyttet hen. - Herregud, lød det. - Vær du glad for, at det ikke er New York.