Forlænget taletid om TFC’s hjemmebane

Kommunen vil bruge 5,5 mio. kroner på lysanlæg og varme i banen på Sparekassen Thy Arena, men flere politikere ønskede klart svar på, hvem der skal betale de forøgede driftsudgifter - kommunen eller TFC

Jens Fogh-Andersen
En kommunal bevilling på 5,5 mio. kroner skal give mere lys og varme i banerne på Sparekassen Thy Arena, men kommunalbestyrelsen ønsker klarhed om, hvem der skal betale en endnu ikke afklaret ekstra driftsudgift.Arkivfoto: Bo Lehm
Thisted 31. januar 2018 10:17 - Opdateret 31. januar 2018 13:17

THISTED: En halvleg plus 15 minutter mere.

Nogenlunde så lang tid tog det, før medlemmerne af Thisted Kommunalbestyrelse nåede til enighed om en opgradering af TFC’s baneanlæg på Lerpytteer.

Faktisk var der hele vejen gennem den verbale duel i kommunalbestyrelsen enighed om, at kommunen skal bruge 5,5 mio. anlægskroner på et nyt lysanlæg og til at installere varme og vandingsanlæg på TFC’s hjemmebane. Installationerne er nødvendige, hvis anlægget skal leve op til DBU’s krav til et baneanlæg, hvor der spilles kampe i 1. division.

Den politiske uenighed vedrørte den ekstra driftsudgift, der følger af investeringen.

Allerede inden de første meninger var udvekslet i sagen havde Jens Kr. Yde (K) anmodet om at få sagen udsat så der kunne udarbejdes en nærmere økonomisk redegørelse for den fremtidige drift af baneanlægget.

- Vi kan ikke vedtage en anlægsbevilling før der er klarhed over, hvordan den fremtidige drift hænger sammen, sagde Jens Kr. Yde, som dermed lagde op til den første store meningsudveksling i kommunalbestyrelsen.

- Hvad er de årlige udgifter til drift af anlægget, spurgte Jens Kr. Yde borgmester Ulla Vestergaard (S), som henviste til et papir med en estimeret driftsudgift, som i følge flere tilkendegivelser tilkendegav, at driftsudgiften kunne svinge med mere end 200.000 kroner i forhold til det, Torben Overgaard (K) kaldte et middeltal på 310.000 kroner.

Under debatten kom det frem, at kommunen og TFC ikke havde en aftale om, hvem der skal betale en forøget driftsudgift.

- Laver vi anlægget og sender driftsudgiften til TFC, får klubben en merudgift på mellem 200 og 500.000 kroner, sagde Per Skovmose (K).

Jens Kr. Yde spillede und med et kompromisforslag om, at anlægsinvesteringen på 5,5 mio. kroner blev godkendt, forudsat kommunens og TFC når til enighed om fordelingen af de øgede driftsomkostninger.

- Det beskytter begge parter, sagde han

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...