Forlaget Tro-fast fylder 10 år

Hvordan de firebenede hundevenner siger tillykke med fødselsdagen, må stå hen i det uvisse. Til gengæld er det ganske vist, at Forlaget Tro-fast med de lokale rødder solidt plantet i Strandby fylder 10 år. Det fejres med en stort anlagt reception torsdag 14. maj fra 14.00-17.00 i Nordtryks lokaler på Hånbækvej. Tro-fasts ejer og stifter, Dorte Bhuto opfordrer både tobenede og firebenene til at møde op til receptionen. I anledning af jubilæet udgiver forlaget en jubilæumsbog med titlen "Hundetanker i tiden." Ved receptionen vil gæsterne blandt andet kunne møde flere af bogens forfattere - herunder den kendte hundepsykolog, Anders Hallgren, der ankommer standsmæssigt i Limousine sammen med de øvrige forfattere klokken 14.00. Herudover skal hundene konkurrere, hvis vejret tillader det - alternativet er, at hundeejerne testes på tipskupon - og så bliver der budt på kaffe og kagehund.