Skolevæsen

Forlis slog redningsvæsen til vrag

For 25 år siden mistede ni søfolk livet under en redningsaktion ved Hirtshals. Ulykken er stadig mærkbar i redningsvæsenet

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Lidt før daggry 1. december 1981 bliver RF2 fundet - skyllet op på stranden seks kilometer syd for Hirtshals.Arkivfoto

I bil når man næsten ikke at se det, mindesmærket. Det er ellers synligt nok, her oven for trappen ned til Hirtshals Havn. Flere meter højt er det og fyldt med navne, der vidner om ultimativt mod og en ulykke, der fik betydning for eftertidens redningsarbejde. Her i en bil i fart er det udsigten til havet, der tager magten fra mændene på mindestenen. Præcist som havet også tog magten fra dem natten til 1. december 1981. Denne nat er seks redningsmænd under vanskelige vejforhold stået havnen ud i et forsøg på at redde overlevende fra kutteren Hanne Dorthe og assistere andre kuttere i havn. Hanne Dorthe er tidligere på natten forlist med tre mand om bord uden for havnen. De seks redningsmænd er alle erfarne og har prøvet lidt af hvert. Redningsbåden RF2 er med sin størrelse og manøvredygtighed det nyeste og mest moderne bud på et perfekt redningsfartøj, udviklet efter Farvandsdirektoratets anvisninger. Det er søsat fra værftet Alu-Boats i Nyborg og afleveret til redningsstationen i Hirtshals i oktober 1980. Det har i det forløbne år deltaget i mindre opgaver. Nu skal det stå sin prøve for alvor. Uden for havneindløbet begynder høj sø at kaste rundt med RF2. Vindretningen er nordøstlig og regnen falder tæt. Tunge søer ruller i én retning, strømmen går i en anden retning, mens hurtigere brodsøer viser tænder i en helt tredje. Vejrforholdene betegnes senere som ”vanskelige”, men det understreges af en undersøgelseskommission, at ”et redningsfartøj skal være så sødygtigt, at det ikke alene skal kunne sejle under forhold som de aktuelle, men det skal også kunne løse egentlige redningsopgaver.” Trods de vanskelige forhold arbejder RF2 støt uden for havnen. Vidner på land ser bådens to kraftige projektører skære gennem regn og mørke for at søge liv på ydersiden af dækmolen. Redningsbåden er uden for molen længe, men kort efter klokken 01.00 er RF2 på vej ind i yderhavnen. Nu træffes en skæbnesvanger beslutning. Den sidste indsats Om bord på RF2 taler bådføreren med havnekontoret. Det besluttes, at RF2 skal gå ud en sidste gang for at lede efter overlevende. Da båden omtrent er på højde med det yderste af dækmolen, lægger bådføreren kursen om. Men i drejet krænger båden voldsomt over og taber fart, forklarer vidner senere. Alligevel får båden rystet de mange tons vand af sig og retter sig tøvende op igen, mens det tilsyneladende driver for vind og strøm. RF2 ligger nu alvorligt såret, uden motorkraft og styring, mens tunge dønninger og skarpe brodsøer samler kræfter i mørket. På båden er det en hård kamp at få situationen under kontrol efter den ublide medfart. Senere undersøgelser viser, at motoren står i bakgear - de sidste hestekræfter presses ud af den døende maskine, sandsynligvis for at holde båden fri at molen. Få minutter senere krænger RF2 helt om mod bagbord og rejser sig ikke igen. Om bord er alt kaos, for besætningen handler det nu om at overleve eller dø. Vidner på land kan se, at de kraftige projektører lyser en tid under vandet, mens båden langsomt vender bunden i vejret. Kort tid efter slukkes lyset. På havnekontoret forsøger man via radioen at få kontakt med redningsbåden. Mange gange, alle forgæves. Kort tid efter lyder den chokerende melding fra havnekontoret til Hjørring Politi og Søværnets Operative Kommando: Redningsbåden RF2 er forlist med seks mand om bord. De tre mænd fra kutteren Hanne Dorthe savnes fortsat. Trods timers eftersøgning med skibe, helikopter og biler på land er RF2 ikke til at finde. Men der er stadig håb om at finde overlevende. De seks redningsfolk har jo alle overlevelsesdragter, der kan bevare liv. Men hvor længe? Lidt før daggry bliver RF2 fundet. Hun er skyllet op på stranden seks kilometer syd for Hirtshals. Vraget ligger tungt på stranden, stadig med bunden i vejret. Overbygningen er raseret. Radar og projektører er væk. De flotte farver er ødelagt af den lange tur på havbunden. Da båden senere bliver vendt, finder man to døde redningsmænd, begge viklet ind i tovværk, der fratog dem den sidste chance. De fire øvrige redningsmænd driver ind på stranden, hvor de senere bliver fundet. Også de er døde. De tre fiskere fra Hanne Dorthe er også døde. Alle er døde. Mens ligene køres til undersøgelse på sygehuset i Hjørring, breder stilheden sig i Hirtshals. Forgæves forsøg I løbet af de næste dage bliver der gjort forsøg på at redde resterne af RF2 ind på mere fast grund. Men det er som om ulykkerne klæber til båden. Den tilkaldte mobilkran knækker sammen som en ubetydelig kvist, da den forsøger at løfte vraget fri af havets greb. Først efter et nyt forsøg med en langt stærkere kran slipper havet sit bytte. Men nu er hun også kun et ituslået vrag, der vidner om den værste nat i fiskerbyens historie. Mens Hirtshals sørger, bliver vraget bugseret til undersøgelse i København. For hvordan kunne redningsvæsenets nyeste, sikreste og mest moderne redningsbåd gå ned med seks mand om bord og dermed ikke fuldføre en redningsaktionen, der måske kunne have reddet tre fiskeres liv? Den første undersøgelseskommission bliver nedsat. Den mere end antyder, at forliset kan være redningsfolkenes egen skyld. Mandskabet skal bl.a. have fjernet en vandtæt luge, antageligt fordi det fandt det upraktisk at løfte lugen, hver gang man skulle ned i båden. Det antydes også, at mandskabet kan have sjusket med stuvningen af grejet samt eventuelt have betjent båden uhensigtsmæssig. I Hirtshals har man endnu ikke vænnet sig til at leve med tabet af ni mand, redningsfolk, fiskere og familiefædre. Nu må man oven i købet finde sig i, at de omkomne bliver beklikket på deres ære og faglige dygtighed uden at kunne forsvare sig. Forbitrelsen hos fiskere og redningsfolk vokser. I Hirtshals er sindene i oprør, der er massiv lokal modstand mod kommissionens konklusion. Den næste undersøgelseskommission bliver nedsat, men heller ikke den tilfredsstiller kravet om en sandfærdig, tilbundsgående undersøgelse. Frivillige fra Hirtshalsegnen samler sig nu i en lokal RF2-gruppe, der efterforsker forliset for at få sandheden frem. Efter næsten tre års arbejde kritiserer gruppen i en bog og en video voldsomt de to hidtidige kommissioner. Gruppens arbejde medfører, at der nedsættes en tredje undersøgelseskommission, som har en helt anden opfattelse af forlisets årsager. Den sidste kommission konkluderer i 1985, at forliset er sket på grund af RF2’s manglende egenskaber og ringe sødygtighed. De omkomne redningsmænd frikendes fuldstændig for selv at have del i ulykkens årsag: ”Det er Kommission III’s konklusion, at årsagen til RF2’s forlis var fartøjets dårlige stabilitet kombineret med dets skrogform og store vindfang.” Ingen drages til ansvar Men ingen i Farvandsdirektoratet, der jo har sagt god for bådens sikkerhed, bliver draget til ansvar. En kort, men afslørende amatørvideo af bådens evner til at rette sig op i vandet nægter man ethvert kendskab til i direktoratet. Filmen er optaget, mens båden blev bygget på værftet i Nyborg, men har været holdt hemmelig for offentligheden. Da filmen alligevel bliver offentliggjort på landsdækkende tv - og det står klart, at båden kun rejser sig op efter en kæntring, fordi en kran trækker den på ret køl - ønsker politikere ansvaret placeret. Rigsadvokaten kobles på sagen. Nogen må jo have kendt til bådens dårlige stabilitet, inden den blev godkendt til ibrugtagning? Farvandsdirektøren har, viser det sig nu, afgivet ”unøjagtige og omtvistede udsagn til kommissionen”, mener rigsadvokat Per Lindegaard efter den tredje undersøgelseskommission. Ydermere er der rettet i visse papirer, mens andre papirer er forsvundet, forlyder det. Kommissionen anklager farvandsdirektøren og hans folk i Farvandsdirektoratet for direkte at have spændt ben for opklaring af det, der nu officielt bliver betragtet som en skandale. Farvandsdirektøren og hans folk kræves anklaget for uagtsomt manddrab og grov pligtforsømmelse, og den daværende forsvarsminister Hans Engell (K) beslutter at rejse tjenestemandssag mod farvandsdirektøren. Men sagen trækker ud. Rigsadvokaten kulegraver. Det bliver fastslået, at Farvandsdirektoratets ledelse var dårlig og ineffektiv. Kritikken af farvandsdirektøren er massiv. Han får nu en kortvarig ”retrætepost” i Forsvarsministeriet, angiveligt til ca. 35.000 kr. om måneden. Til sammenligning har enkerne efter de druknede redningsmænd på dette tidspunkt fået udbetalt et engangsbeløb på fra ca. 25.000 til ca. 42.000 kr. for tab af mand og forsørger. Farvandsdirektøren bliver sendt på førtidspension i 1987, men bliver aldrig strafferetsligt draget til ansvar for ulykken. Han dør i 1992. Sagen der skulle finde de skyldige bag RF2-skandalen bliver derefter henlagt, men ikke glemt. Efter forliset er landets redningsfolk og redningsledelse i chok. Den efterfølgende officielle kritik af ledelsen gør samarbejdet anstrengt, og tiltroen til materiellet er svigtende. Redningsbåde af ”RF2-klassen” opgives. Alle har svært ved at se en fornuftig udvikling i fremtiden. Redningsvæsenet er slået til vrag. Men alle har dog også ét og samme mål: Aldrig mere en RF2-skandale. Politikerne beslutter nu at omorganisere redningsvæsenet. Der laves nye regler for udstyr, pengekassen står åben og op af bølgedalen dukker redningsfartøjer af ”Margrethe Gaardbo”-klassen. Den officielle betegnelse er Type 23 Sikkerhedskravene til disse både er uden forbehold: De skal kunne rette sig selv op, selv under de mest ekstreme forhold. Derfor er vægten og dens fordeling afgørende. Alt bliver vejet, selv den mindste møtrik. Det tyndeste lag maling måles omhyggeligt, og vægten udregnes præcist under byggeriet på Alustål A/S i Rudkøbing. Skibets konstruktion byder på to kraftige motorer, overbevisende selvoprettelsesevne og flotte manøvreegenskaber. I Hirtshals modtager redningsstationen den nye båd i 1990. Tilbage til hverdagen Det har senere vist sig, at kravet om stor selvoprettelsesevne og fokus på redningsmændenes sikkerhed medfører, at båden ruller en del fra side til side, selv i godt vejr. - Det betyder, at det til tider er vanskeligt, men ikke umuligt at redde folk op af vandet. Men ellers er vi nu godt tilfreds med båden, siger leder af redningsstationen i Hirtshals i dag, Jacob J. Pedersen, der frem til 2004 i godt en halv snes år stod i spidsen for redningsfolkenes organisation, Foreningen af Danske Redningsmænd. Som formand deltog han i det vanskelige arbejde med at få redningsvæsenet på ret køl igen efter RF2-forliset. I dag tæller foreningen 191 medlemmer, og også den nuværende formand fortæller, at årene efter RF2-forliset var vanskelige. - Der gik jo panik i tingene efter RF2, så der var i mange år et anstrengt forhold til ledelsen. Men på det seneste er samarbejdet blevet bedre. Så jeg synes faktisk, at tilliden nu bliver bedre for hver dag der går, siger Willy Ringgaard, der til daglig er leder af redningsstationen i Hanstholm. Han løfter dog også pegefingeren. Stor betydning - Man siger sådan lidt for sjov om redningsmænd, at hvis der er 10 samlet, er der 15 meninger, så vi skal passe på ikke at skabe splid og uenighed. Og selv om jeg synes vi bliver hørt, bør ledelsen stadig huske på, at der er stor forskel på livet i kontorerne i København og livet på redningsstationerne, siger Willy Ringgaard. Noget tyder altså på, at uenigheden og mistilliden, der har rødder helt tilbage til RF2-skandalen, nu 25 år senere er ved at blive historie. Præcist som vraget af RF2, der for længst er destrueret. Og i Hirtshals kan Jacob J. Pedersen se tilbage på den katastrofale nat 1. december 1981, da han som ung fisker med båd i den trygge havn bryggede masser af kaffe til alle dem, der i timer ledte efter den forsvundne redningsbåd. Han kan også se tilbage på den store, og trods alt også positive betydning, som RF2-forliset og tabet af de mange menneskeliv fik: Nye og sikre krav til redningsmateriel, nye og sikre redningsbåde - selv her 25 år efter, samt forbedrede aftaler om ansættelse, pension og erstatning. Fra redningsstationens tilsaltede vinduer, der denne novemberdag 2006 giver sig under vestenvindens tryk, kan han se ind over havn og by, hvor RF2-mindestenen fortæller sin historie om at: ”Ingen har større kærlighed end den der sætter livet til for andre.” Vender han sig om, kan han se ud. Over havet.