Thisted

Forliste med vandscooter

Tænkte mere på vandscooteren end faren ved at være for længe i fjordens halvkolde vand.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Poul Kristensen, i midten, blev samlet op af Falckredderne Tommy Kristensen, til venstre og Jeppe Kjeldsen. Med vandscooteren på slæb sejlede de roligt tilbage til Thisted Havn.

For Poul Kristensen fra Øster Vandet blev en tur på vandscooter til en hjemtur i Falcks gummiredningsbåd med vandscooteren på slæb. Lørdag aftens gode vejr, med en næsten blikstille Thisted Bredning, lokkede Poul Kristensen til at spænde traileren med den næsten 100.000 kroner dyre vandscooter efter bilen og tage til Hovsør. Fra stranden hvor der er god sandbund satte Poul Kristensen vandscooteren i vandet. Rask gik ud over Limfjordens blanke vandspejl med Poul Kristensen i våddragt og redningsvest. Vandscooteren kan skyde en fart på 100 kilometer i timen. Han kunne godt mærke, at vandscooteren begyndte at tabe fart og tage vand ind i bagenden. Til sidste var farten nede på 10 kilometer i timen og vandscooteren tabte opdriften i vandet. Det var midt ude på Thisted Bredning. Poul Kristensen lod sig glide i vandet. Forinden havde han sikret sig mobiltelefonen der lå i et vandtæt. Liggende i vandet ringede han hjem til familien i Øster Vandet. Ved nærmere eftertanke kan Poul Kristensen godt se det var lidt ubetænksomt. Opringningen skabte uro og ængstelse, og familien slog alarm over 112. Falck blev alarmeret og satte hurtigt gummiredningsbåden fra Falckstationen i Thisted i vandet fra slæbestedet i Thisted Havn. Der var overvejelser om at få helikopterassistance, men hurtigt fik falckredderne øje på vandscooterens hvide bud langt ude på Thisted Bredning . Poul Kristensen havde inden han blev reddet et par gange kontakt med Falcks vagtcentral via mobiltelefonen. Han kunne tydeligt høre udrykningskøretøjerne på vej mod Thisted Havn og kunne også se de mange blå blink. En fornemmelse af hvor længe han opholdt i vandet havde han ikke. Hurtigt var redningsbåden fremme og Poul Kristensen blev taget om bord. Vandet var omkring 15 grader varmt - alligevel havde det været koldt. Bange var Poul Kristensen ikke. Han tænkte mere på de mange penge han tabte, hvis vandscooteren gik til bunds, og hvor besværligt det var at skulle svømme i land med redningsvest. Turen får et lille efterspil for Poul Kristensen. Han har udsigt til en bødehilsen fra politiet. Det er forbudt at sejle med de hurtige vandscootere i danske farvande.