Forliste parforhold førte til jalousi og vold

Forsmåede mænd dømt for ulovlig indtrængning og vold i ekskæresters hjem

Hadsund 27. september 2002 08:00

TERNDRUP: To sager i retten i Terndrup har vist, at følelserne kan være svære at styre, når kærligheden mellem to mennesker ikke længere er til stede. I begge tilfælde var det den mandlige part, der tog grove metoder i brug og tiltvang sig adgang til ekskærestens bolig. Den første sag handlede om en 22-årig mand fra Randers-området. Han opsøgte sin tidligere samlever med en 40 centimer lang jernstang. Parret har et barn sammen, og ifølge manden var de blevet enige om, at ingen af dem måtte have sin nye kæreste på besøg, når barnet var der. Barnet, der blev født i marts, boede hos moderen, og det gjorde situationen lidt vanskelig for kvinden. I slutningen af august måned ringede den tiltalte til sin tidligere samlever, og manden mente at kunne høre, at kvindens nye kæreste var der. Derfor tog han sammen med sin nye veninde bilen og kørte til barnets mors bopæl i Hadsund-området. Med sig havde han en 40 centimer lang jernstang, der var gemt i en plastikpose. I retten forklarede han, at jernstangen var medbragt som forsvar, fordi han troede, at kvinden havde besøg af nogle "rockerrelaterede" venner. I døråbningen pressede han sig forbi kvinden, gik ind i lejligheden og slog en mandlig bekendt til kvinden i hovedet, hvilket resulterede i en flænge. Samtidig truede han med at slå kvinden ihjel. Retten fandt ham i skyldig i at have tiltvunget sig adgang til lejligheden, vold mod manden og trusler mod kvinden. Dommen lød på tre måneders fængsel, hvoraf de to blev gjort betinget. Da manden allerede havde siddet en måned som varetægtsfængslet, kunne han forlade retten som en fri mand. Ingen hukommelse I den anden sag gik vreden ud over en forsvarsløs kvinde. Den tidligere ven, der bor tæt på kvinden, var så beruset under voldsakten, at han ikke kunne huske noget. Derfor erklærede han sig uskyldig i anklagerens tiltale. Kvinden skulle hjælpe manden med at skifte et SIM-kort i en mobiltelefon, og da kvinden var i færd med det, begyndte manden, der stod uden for huset, at true med at smadre vinduet. Da kvinden ville række manden telefonen gennem en sprække ved vinduet, tog den tiltalte fat i vinduet og slog med en knytnæve offeret i hovedet, så hun røg bagover mod et bord. Derefter kravlede den berusede mand ind i huset og tildelte kvinden flere slag og rev hende i håret. Samtidig væltede han en potteplante, tørrestativet og to stole og knuste en fjernbetjening, en video og en telefon. I retten blev der vist billeder, der var taget af kvinden efter overfaldet, og det sammenholdt med hendes forklaring, mandens manglende hukommelse og tidligere dom for vold, gjorde, at retten idømte ham fem måneders fængsel. Anklager og vicepolitimester Philip Pagter huskede på vej ud af retten manden på, at han ikke skulle komme efter kvinden igen, for så ville politiet komme efter ham.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...