Forløsende sejr for Jetsmark

B1913 Jetsmark 0-1 Fodbold, 2. division ODENSE: Efter fem kampe uden sejr kunne sejrssangen endelig runge i Jetsmarks omklædningsrum. Scoringen lod dog vente på sig. Først otte minutter i klokkeslag hentede nordjyderne de tre point. Her var det stolpe-ind, da Thomas Buss Nielsen hamrede bolden på indersiden af stangen, hvorefter kuglen trillede diagonalt langs mållinjen inden den endelig sprang i mål. - Det var et par, lange ængstelige sekunder, hvor man kun kunne håbe, at bolden ville glide ind. Men rart, at vi havde heldet, sagde den tilfredse Jetsmark-træner Henning Pedersen. Indsatsen på Fyn var temmelig minimalistisk. Efter en skidt periode for Jetsmark med mange dumme pointtab, gjaldt det hovedsageligt om at komme tilbage til basis med en kontrolleret indsats med vægten lagt på den defensive organisation. Det gav et småkedeligt og chancefattigt opgør, hvor Jetsmark havde et par chancer mere end det noget spagfærdige hjemmehold. - Det var vigtigt at få humøret tilbage. Det har vi fået nu. Så må vi bruge de næste kampe på at prøve at spille flot fodbold også, konstaterede Jetsmark-træneren, der havde store roser til unge Christoffer Mørk, som afløste skadede Bo Zinck i det centrale forsvar. - Med sådan en indsats kan Bo ikke vide sig sikker på at få sin plads tilbage skæmtede Henning Pedersen, som glædede sig over den skærpede konkurrence på den vitale position. Jetsmark har fortsat for langt op til de tre øverste hold til, at man med realisme kan tale om oprykning. Men tørken er slut. Nu kan point-regnen atter sætte ind over det tidligere nordjyske tophold. Kampfakta: Pausestilling: 0-0 Mål: 82. minut 0-1 Thomas Buus Nielsen