Hospitaler

Forlorne sundhedsaftaler

For tiden arbejder de nordjyske byråd med at få godkendt de sundhedsaftaler, der skal danne rammen omkring samarbejdet mellem regionen og kommunerne.

Formålet med disse er at sikre sammenhængende patientforløb af høj faglig kvalitet. Så vidt så godt, var det ikke for den kendsgerning, at man selv med et beskedent kendskab til det nordjyske sundhedsvæsen kan se, at det faktiske indhold får det hele til at klinge ret så hult og forlorent. Udfordringerne, vi står overfor, er mange og store. Allerede i dag skyldes 50 pct. af samtlige hospitalsindlæggelser årsager, der kan forebygges. En udvikling, der ser ud til at fortsætte. Det kræver ikke meget fantasi at se de samfundsøkonomiske konsekvenser af dette. 20 pct. af alle ældre genindlægges inden for den første måned efter udskrivelsen fra sygehuset. Samtidig har regionerne et ønske om at øge antallet af accelererede patientforløb, alt imens man i kommunerne ingenlunde er rustede til at tage imod disse væsentligt mere komplekse og plejeintensive patienter med de nuværende ressourcer. Sidst men ikke mindst er der i dagens Danmark store sociale uligheder i sundhed. Overfor for dette står så en regering, hvis største vision på sundhedsområdet har været en udifferentieret ventelistegaranti samt nogle pakker inden for ganske få sygdomskategorier. Et regionsråd, der endnu ikke i regionens levetid har følt et incitament til at forholde sig til de faktiske udfordringer og afstikke en strategi for, hvor man vil hen, men derimod har haft travlt med at dyrke enkeltstående prestigeprojekter og lægge en sygehusstruktur, der afspejler personlige ønsker og interesser. Hertil kommer en række kommuner, heriblandt også den vesthimmerlandske, der af økonomiske årsager har set sig nødsaget til at fyre rigtig meget faglært personale med de klare forringelser af kvalitet og faglighed, det medfører. Og samtidig en utrolig skævvridning mellem de kommuner, der har penge og befolkningsgrundlag til at lave mere visionære tiltag og alle os andre. Som patient er det således væsentligt bedre at bo i Aalborg end i f.eks. Mors eller Vesthimmerland. Når sygedagpengemodtagere i sundhedsaftalerne benævnes som en sygdomsgruppe, eller forebyggelse ses som naturligt hørende til patientforløbene (hvor man godt kan få den tanke, at indsatsen kommer lidt sent), står kassetænkningen hurtigt klart. Ingen af de involverede parter motiveres med de foreliggende aftaler til at tænke længere end til sit eget økonomiske ansvarsområde, hvorfor de sammenhængende patientforløb ser ud til at have lange udsigter endnu. I SF kan vi ikke acceptere, at så væsentlige udfordringer blot ignoreres. Derfor mener vi, at forebyggelse må være dybt implementeret helt fra fødslen og de tidlige barneår og igennem hele livet. Et område, der helt klart bør have økonomisk højprioritet. Med de indgåede sundhedsaftaler cementeres ulighederne i sundhed endnu mere, idet ens postnummer bliver afgørende for, hvilke muligheder man får som patient. Derfor bør alle kommunerne naturligvis have de samme tilbud. I denne sammenhæng er der ingen vej udenom at tænke kreativt og i nye måder at arbejde sammen på. Det er af essentiel betydning, at stat, regioner og kommuner tager hinanden i hænderne og hæver sig op og begynder at se og tænke i helheder og sammenhænge i stedet for blot i en række usammenhængende og fragmenterede, ubehagelige udgifter. Ellers styrer vi direkte mod endnu større og mere uoverskuelige udgifter end dem, vi i forvejen kæmper med. Og værst af alt mod kæmpestore helbredsmæssige omkostninger for de mennesker, der har brug for en sammenhængende indsats fra et højt kvalificeret sundhedsvæsen.