EMNER

Forlovelsesforventninger på forsiden

Få bliver formelt forlovet nu om dage. Men kronprins Frederik skal - og nu er presset på ham om at gøre det snart nærmest et folkekrav, sådan som dagspressen fredag kraftigt afspejlede det. Dronning Margrethes forsigtige antydning torsdag hævede forventningerne til kronprinsens forlovelse med Mary Donaldson op til noget, der nærmere sig vished. De fleste større danske dagblade bragte da også nyheden på forsiden, og de fleste ofrede endog særdeles megen plads på historien. Mens B.T. på sin forside fandt, at dronningen "talte over sig", så citeredes hofmarskal Søren Haslund-Christensen inde i bladet for, at dronningen betjener sig af det danske sprog med stor virtuositet, og at hun ikke fortaler sig. Mens bladet i en overskrift proklamerer 8. oktober som forlovelsesdato, citeres kronprins Frederiks hofchef Per Thornit for en udtalelse om der ikke er nogen forlovelse "lige om hjørnet". Det generelle indtryk i alle blade er simpelthen, at de officielle benægtelser er fejet til side: "Dronningen siger ja til Mary", "Alt klar til bryllup", som henholdsvis Berlingske Tidende og Morgenavisen Jyllands-Posten anfører i deres forsideoverskrifter. Ekstra Bladet og B.T. ofrer - ikke uventet - særlig megen plads, omkring en halv snes sider, på alle aspekter af den forventede kommende begivenhed. Hofchef Per Thornit havde givetvis en vanskelig torsdag, som det fremgår af Ekstra Bladets samtale med ham under overskriften "Sur hofchef": "Er du sikker på, at det er Mary Donaldson, dronningen omtaler?" Bladet antager, at Thornit sad "intetanende på Amalienborg". Politiken fokuserer med overskriften "Hvad siger du til det, Frede?" på kronprinsen. En længere omtale af sagen om ham og hans veninde er henvist til side 2. /ritzau/