EMNER

Forlystelseskongen i overalls

For 13 år siden købte det føste sted - Nu ejer han 13 af slagsen og vil sælge dem

Imperieejer; konge af nordjysk forlystelsesliv; Gadens matador. Klicheerne giver sig selv, når vi taler om Torben Jensen, ejeren af den halve Jomfru Ane Gade. Fremmede i Aalborgs internationale nattelivsmagnet vil dog næppe kende manden, når de ser ham. Men kig efter en mand i overalls med en værktøjskasse i hånden. Eller kast et ekstra blik på dørmanden på diskotetet. Det kan meget vel være kongen selv. Torben Jensen har arbejdet sig op, og da han kom til tops, fortsatte han med at arbejde. Det holder han næppe op med, selvom han nu har bebudet, at restauranterne og værtshusene og diskotekterne skal sælges. Han har alt for meget i energi. Den utrolige dynamik er en af de egenskaber som fremhæves, når folk med kendskab til manden og miljøet skal forklare Torben Jensens succes. Det er kun 13 år siden han købte sit første sted i Gaden, diskoteket Over & Under Uret. Nu ejer han ca. 17 spise-, drikke- og dansesteder. Den daglige drift har han folk til, men han er med oppe og nede, bag skrivebordet, i møderne hos politi og kommune og i døren til et værtshus en fredag aften. Det sidste er vigtigt. Det er her, han læser tidens trend og intuitivt fornemmer, hvor pengene bliver at tjene. Han kan li' det, når det en summer af liv og latter i natten, forlystsesmatadoren er selv til fest og glæde. Men han driver også en forretning, og har indså tidligt, at den gode stemning fremmer omsætningen. Torben Jensen tillægges æren - om man vil - for at have lanceret fadølsfesterne i Nordjylland. Bivirkningen, at de unge drikker mere end godt er, synes han at have accepteret. Men der var ingen tøven, da en razzia i foråret afslørede store mængder narkotiske stoffer blandt unge på et af hans værtshuse. Politiet kaldte storrestauratøren til møde og spurgte, hvad han havde tænkt sig at stille op. En uge før aftalt frist lå der en færdig handlingsplan fra Torben Jensen. Mere vagtpersonale, videoovervågning med infrarøde kameraer, mindre technomusik var nogle af elementerne, og der var ros fra politiet. Forretningsmanden var sig sit ansvar bevidst. En kollega fra gaden fremhæver det som en fortjeneste, at Torben Jensen har fortrængt fagforeningerne fra Gaden. Det er ikke helt sandt. De ansatte på værtshusene og spisestederne, som er blevet købt op, har kunne bevare deres faglige organisering, men mønstret er der - arbejdspladserne i Jomfru Ane Gade bemandes i stadig højere grad af uorganiserede løsarbejdere. Torben Jensen var næsten 40, inden han gik ind i restaurantbranchen. Han er udlært tømrer og var i 20 år bilforhandler i fødebyen Viborg. Forskellen er ikke stor, har han forklaret: Når du sælger en ny bil, bliver køberen begejstret. I Jomfru Ane Gade sælger du også glæde og begejstring. Målet har aldrig været at bliver ejer af så mange steder, ar han forklaret, men i branchen peger man dog på en vis strategi: Det har givet ro på priserne at blive ejer af "alle" spisestederne. Med i billedet af Torben Jensens professionelle og personlige habitus hører, at han aldrig drikker i arbejdsmæssig sammenhæng.