EMNER

Formålet er ikke at spare

Thisted Kommunes Ungdomspension er billigere end andre opholdssteder. Men det var ikke grunden til, at den blev etableret - og nu udvidet, understreger lederen af kommunens familieafdeling.

Den tidligere børnehave på Kronborgvej blev i 2009 bygget om til ungdomspension - som nu skal udvides. Arkivfoto

Den tidligere børnehave på Kronborgvej blev i 2009 bygget om til ungdomspension - som nu skal udvides. Arkivfoto

Der har været begyndervanskeligheder. Pædagogikken er blevet ændret, og institutionen fik for et år siden ny leder, ligesom stedet har måttet trække på vikarer på grund af barsler og sygemeldinger. - Det er ikke alt, der lykkes 100 procent. Men alle har fået noget med sig, og alt i alt går det godt, siger Hanne Korsgaard, leder af Thisted Kommunes familieafdeling om kommunens Ungdomspension på Kronborgvej i Thisted. Kritik i byrådet Ungdomspensionen har plads til seks unge med "massive sociale, adfærdsmæssige og emotionelle vanskeligheder". Dertil kommer en enkelt akutplads. Nu vil kommunen så udvide institutionen til i alt 10 beboere plus akutpladsen. Byrådet godkendte i sidste måned udvidelsen, men det skete ikke uden en kritisk bemærkning fra Viggo Iversen (K): - Jeg er bekymret over, at vi vil samle flere børn på ét sted. Det handler om at lave det bedste tilbud, og ikke det billigste, sagde Viggo Iversen. Mindre personale Han er selv leder af et privat opholdssted for den samme gruppe unge, Kildegård-Thy i Sindrup, og han ønsker derfor ikke at uddybe, hvad der lå bag de kritiske bemærkninger i byrådssalen. Men en søgning på Tilbudsportalen - hvor der ligger oplysninger om bl.a. personalenormering og priser for alle opholdssteder - bekræfter, at Thisted Kommunes Ungdomspension er billigere end for eksempel Kildegård-Thy. Og det er der også god grund til, for Kildegård-Thy har mere personale til sine seks beboere end Ungdomspensionen har til de i alt syv. Og faktisk tæller akutpladsen slet ikke med i det regnestykke, som ligger til grund for beregningen af døgnprisen for Ungdomspensionen, siger Hanne Korsgaard. - Hvis vi regner den med, bliver vi endnu billigere. Ungdomspensionen - og ikke mindst pladsen til de akutte tilfælde, der ofte er dyre for kommunen - er formentlig en af årsagerne til, at Thisted Kommunes familieafdeling har kunnet præsentere et godt økonomisk resultat på anbringelsesområdet. Men formålet med at lave pensionen var ikke at spare penge, understreger Hanne Korsgaard: - Formålet er at lave et rigtig godt tilbud i Thisted by for den gruppe unge, siger hun. Skole og fritidsaktiviteter Med placeringen i Thisted by vil mange af de unge kunne fortsætte på den skole og i de fritidsaktiviteter, som de havde i forvejen. De vil også typisk være tættere på deres familie, end hvis de blev sendt til et opholdssted ude på landet. Byen betyder så også nogle flere fristelser i form af bl.a. diskoteker og værtshuse: - Det giver nogle sværdslag, men de skal jo også netop lære at begå sig i det miljø, siger Hanne Korsgaard. Bemandingen på Ungdomspensionen er mindre end på andre opholdssteder. Men det er heller ikke meningen, at der skal være en mandsopdækning af de unge - netop fordi de så vidt muligt skal følge skole og fritidstilbud ude i byen, påpeger hun. Mere robust normering Med udvidelsen af Ungdomspensionen vil følger ekstra personale. I forhold til antallet af beboere bliver normeringen dog mindre. Alligevel vil det ekstra personale give en større robusthed i normeringen, og det er planen at udvide med en ekstra nattevagt. Udvidelsen, der er budgetteret til 3,5 mio. kr., skal nu projekteres og sendes i udbud. Nybyggeriet ventes klar næste sommer. Trods etableringen af Ungdomspensionen anbringer Thisted Kommune fortsat unge på andre opholdssteder, oplyser Hanne Korsgaard. W tilbudsportalen.dk