Formand begejstret for opbakning til dyrskue

Solskinsvejr lørdag eftermiddag betød, at mange bankede en fest op på dyrskuepladsen i Løgstør

LØGSTØR:Barometret stod på fadøl og hyggesnak ved Løgstør Dyrskue i går, hvor arrangørerne var velsignet af et dejligt solskinsvejr, som lokkede mange til dyrskuepladsen. For at øge byfestoverskuddet blev der opkrævet en tyver i entré for voksne. Det skræmte dog ingen. Det endelig besøgstal var ikke gjort op i går, men over middag var der solgt 600 billetter. Og flere folk kom til, eftersom solen varmede pladsen op. - Desuden var der vist et hul i hegnet, så nogen smuttede ind den vej. Vi er overordentlig godt tilfredse med opbakningen, lyder det fra en glad byfestformand, Torben Myrup. Han hørte kun rygte om, at en enkelt skulle have brokket sig over entréen. - Børn kommer gratis ind, mens voksne betaler 20 kroner. Så det kan ikke være pengene, der afskrækker nogen. Det er nok nærmere princippet. Pengene går jo ikke til landboforeninger med byens idrætsforeninger, så det kan man da ikke have så meget imod, siger Torben Myrup. Et ekstra plus for ham at se er, at kvaliteten af dyrene på Løgstør Dyrskue 2004 var på toppen. - Nu er det jo de samme udstillere, der også deltager i landsskuer og klarer sig godt. Der var fine ærespræmier, så det kan vi kun være tilfredse med, siger Torben Myrup. Nu skal der ske en evaluering, men dyrskueformanden går ud fra, at der også vil være dyrskue i Løgstør næste år. Der blev i går vist næsten 100 køer, 20 heste, 17 får, fire geder, 17 stk. fjerkræ samt dyr, som børn viste frem.