EMNER

Formand beklager

AALBORG:Landsformanden for Fremskridtspartiet, Jørn Herkild, beklager Mogens Glistrups drastiske beslutning om at melde sig ud af partiet. - Vi opfattede egentlig kun retssagen i Aalborg som en økonomisk tvist uden forbindelse til Mogens Glistrups øvrige virke i partiet. Men han har åbenbart haft en lidt anden opfattelse, siger formanden. Mogens Glistrups officielle begrundelse for at forlade partiet er, at han vurderer chancerne for at blive folketingskandidat vil være bedre i andre partier. Hvis nogen da vil have ham. Men ifølge Jørn Herkild var Mogens Glistrups forklaring til ham, at han synes der er gået for meget bureaukratisk papirnusseri i Fremskridtspartiet. - Men selv om jeg har stor respekt for Mogens Glistrups råderum, kan vi jo ikke bare udbetale ham penge uden kvittering for udgifterne. Der ville i givet fald være tale om et helt nyt sandsynlighedsprincip i dansk regnskabsføring, siger formanden.