Formand Berlusconi

EMNER 1. juli 2003 08:00

Det værst tænkelige, set med EU-øjne, sker ikke. Det europæiske fællesskab risikerer ikke, at dets formand gennem de næste seks måneder bliver anholdt midt under et topmøde. Meget andet godt er der til gengæld ikke at sige om den immunitetslov, som den italienske premierminister Silvio Berlusconi forleden fik vedtaget i elvte time, før politiet måske skred til handling – og før støvlelandet i dag overtager formandskabet i EU. Loven beskytter ham, landets præsident og et par andre imod enhver form for retsforfølgelse, så længe de sidder i embedet. Ifølge Berlusconi er loven en nødvendighed, fordi venstreorienterede dommere til stadighed forfølger ham og kræver ham anholdt og dømt i en bestikkelsessag. Nu er det vist ingen overdrivelse at påstå, at italienske dommere ikke har ry for at være helt så upartiske og ubestikkelige, som vi er vant til i vor ende af Europa. Alligevel er det dybt, dybt betænkeligt, at en politisk leder bruger lovgivningen til at sikre sig en særstatus i forhold til lov og ret. Når det er så svært at tro på premierministerens forsvar for den ny lov, skyldes det måske også, at han i sit hele virke viser en mangel på respekt for grundlæggende principper i et folkestyre. Tankerne ledes hen på heldigvis svundne tiders diktaturer, når premierministeren op til et valg optræder i timevis på statsligt tv og taler og taler, kun afbrudt af få og underdanige spørgsmål fra med omhu udvalgte journalister. I forvejen sidder forretningsmanden Berlusconi tungt på landets private medier – og viger ikke tilbage fra at bruge også dem i politisk øjemed. Selv om det ikke kan eller skal anfægtes, at Berlusconi er demokratisk valgt til sit politiske embede, står det ikke klart, om hovedformålet med hans politiske karriere er at tjene egne eller Italiens interesser. I de næste seks måneder står han i spidsen for den demokratiske sammenslutning af Europas lande. Det er helt efter reglerne. Men mange vil have svært ved at forlige sig med, at fællesskabet tegnes af en så demokratisk anløben person.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...