Slagterier

Formand: Danish Crown udviser stor arrogance

HJØRRING:Formanden for NNFi Hjørring Ove Christensen mener, at Danish Crown koncernen har udvist stor arrongance i forbindelse med omplaceringen af fyrede medarbejdere fra slagteriet i Hjørring. - De fortæller kun det positive, at så mange har fået job andre steder. Men de glemmer at fortælle om dem, der stopper igen og dem som ryger ud i den anden ende, siger Ove Christensen. F.eks. har NNFi Sæby oplevet en stigning i ledigheden i takt med, at slagteriarbejdere fra Hjørring er flyttet til Sæby. Det bekræfter formanden Kent Jensen. - Vores nuværende ledighed på ca. 10 pct. er den højeste i mange år, siger han. Det hænger sammen med. at slagteriet er blevet hurtigere til at fyre folk, fordi udbuddet af arbejdskraft er så stort. - Deres lunte er helt sikkert blevet kortere, bl.a. omkring fravær, siger Kent Jensen. FLyttet og fyret NNF kan også fortælle om store skuffelser hos nogle af de medlemmer, som er flyttet til Horsens for at arbejde på koncernens nye storslagteri. Der har været problemer med opstarten og derfor er en del blevet fyret igen. Det gælder også enkelte af dem, som kommer fra Hjørring. - Man beder folk sælge huset og flytte med lovning på arbejde, og så fyrer man dem straks efter. Sådan kan man ikke behandle folk, siger Ove Christensen. De fleste har dog fået lovning på genansættelse når startproblemerne er overstået.