Brovst

Formand for handlen stopper

Henning Studsgaard glæder sig til at være gæst ved arrangementerne

PANDRUP:Når det store fælles sommerudsalg skydes i gang i slutningen af juni og fadøllet skummer hvidt og køligt i glassene, musikken spiller og alt klapper, vil Henning Studsgaard for første gang i mange år blot nyde at være med som gæst og ikke som arbejdshest i kulissen. Efter to år som formand for Pandrup Handelsstandsforening har han nemlig besluttet at stoppe. - Jeg har ikke ressourcer til det, det tager meget tid og da jeg blev formand, gjorde jeg det klart, at det kun var for en toårig periode, siger han. Henning Studsgaard driver HS Revision i Pandrup og overtog sidste efterår et revisionsfirma i Brovst og det har selvsagt betydet, at han har fået mere at rive i. - Det er lidt vemodigt, når man har arbejdet med det i mange år, men på et måde er det også en lettelse, for når man får for meget at se til, kan det godt blive en byrde, siger Henning Studsgaard. Der er endnu ikke udpeget en ny formand, det sker på et senere møde. I forbindelse med generalforsamlingen tirsdag aften blev Kasper Merrild fra Erik Rye El Salg valgt som nyt medlem af bestyrelsen i stedet for Henning Studsgaard. Samtidig var der genvalg til Tommy Bach fra Al Sport og Jan Brinkmann Sørensen fra Super Brugsen i Pandrup. Den øvrige bestyrelse består af Joan Sørensen, Steen Holm, Jens Jørgen Jensen fra Centrum Tøj og Sko og Åse Larsen fra EDC Mæglerne i Pandrup.