Dronninglund

Formand for sparekasse tavs efter angreb

DRONNINGLUND:Formanden for Dronninglund Sparekasse, Højer Yde Skaksen, har som sparekassedirektør Birger Haaning valgt at forholde sig tavs, efter at byrådsmedlem Peter Bandholm (V) i denne uge gik til angreb på den lokale sparekasse og beskyldte den for at have en dårlig banketik. - Min kommentar er ”ingen kommentarer”, siger Højer Yde Skaksen - og fortsætter: - Som det er tilfældet med jer journalister, der gør meget ud af at beskytte jeres kilder, så gør det samme sig gældende for os i forhold til vores kunder. Peter Bandholms angreb på Dronninglund Sparekasse er sket på vegne af en økonomisk klemt søn, som V-politikeren mener er blevet svigtet af sparekassen. Peter Bandholm har derfor i sinde at klage over Dronninglund Sparekasse til Pengeinstitutankenævnet og Finanstilsynet, ligesom han i forlængelse af sagsbehandlingen dér er indstillet på kræve en erstaning af det lokale pengeinstitut.