Formand går af efter dramatisk møde

SID-Formand går fra posten efter uenighed i forhandlinger om ny stor fagforening

HJØRRING:Formanden for SID's afdeling A i Hjørring, Christian Verner Jensen, har under dramatiske omstændigheder trukket sig fra formandsposten. På et bestyrelsesmøde tirsdag aften blev de kommende sammenlægninger mellem de andre SID-afdelinger og KAD i den nye fagforening 3F diskuteret. Her kom det til syneladende til så stor uenighed blandt formanden og resten af bestyrelsen, at Christian Verner Jensen tog sit gode tøj og gik. Hos SID bekræfter man, at formanden er gået af, men ønsker ellers ikke at kommentere de nærmere omstændigheder bag den pludselig afgang. - Men det er rigtigt, at Christian Verner Jensen gik af tirsdag aften og, at det har noget at gøre med sammenlægningerne. Men jeg er ikke meget for at sige andet end, at der var uenighed, siger næstformand Kingo Nielsen, der nu er blevet konstitueret formand. Ifølge NORDJYSKEs oplysninger, så kom Christian Verner Jensen i mindretal i forbindelse med forhandlingerne og det skulle angiveligt have været medvirkende til, at han valgte at gå af. Hos LO i Hjørring beklager man formandens afgang. - Vi har arbejdet sammen i mange år og det har været et fortrinligt samarbejde, så vi er kede af det skete, siger formand Ole Carlsen. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Christian Verner Jensen, der også sidder i byrådet.